Coronavirus

EMA anbefaler godkendelse af Pfizer-vaccine

Processen går nu videre til EU-Kommissionen, som muligvis allerede i aften vil give grønt lys til brug i EU.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler mandag betinget godkendelse af vaccine fra Pfizer/BioNTech.

Dagens positive nyheder er et vigtigt skridt fremad i vores kamp mod denne pandemi

EMA-direktør Emer Cooke

Det er første skridt for at godkende vaccinen til brug i EU.

Vaccinen anbefales til folk over 16 år og opefter og bliver givet til alle 27 medlemslande på samme dag, siger EMA-direktør Emer Cooke på et pressemøde i Amsterdam:

- Dagens positive nyheder er et vigtigt skridt fremad i vores kamp mod denne pandemi, der har forårsaget lidelse og modgang for så mange.

EMA's anbefaling betyder, at de første danskere formentlig kan blive vaccineret mellem jul og nytår.

Godkendes muligvis i aften

Formelt går processen nu videre til EU-Kommissionen, som inden for kort tid ventes at give den endelige godkendelse af vaccinen.

Allerede få minutter inde i pressemødet skrev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på Twitter, at hun forventer en endelig godkendelse af vaccinen allerede mandag aften.

Pfizer/BioNTech var de første til at fremvise positive resultater af fase 3-forsøg, hvor vaccinen beskyttede i 95 procent af tilfældene. Deres vaccine er allerede godkendt til nødbrug i Storbritannien og USA samt en række andre lande.

Har arbejdet i døgndrift

Oprindeligt skulle EMA først mødes for at godkende vaccinen 29. december. Men Tyskland og flere andre EU-lande har presset på for at tempoet skulle skrues op.

EMA oplyser, at agenturet har arbejdet i døgndrift for at få sin vurdering af vaccinen klar så hurtig som muligt, men at man har skullet sikre sig, at vaccinen var sikker og effektiv.

- Vores grundige evaluering betyder, at vi med overbevisning kan forsikre EU-borgere om sikkerheden og effektiviteten ved denne vaccine, og at den lever op til den nødvendige kvalitetsstandard, siger EMA-direktøren.

Danmarks vaccineplan

Den danske vaccineplan er, at der 24 timer efter den endelige godkendelse vil komme vacciner over den danske grænse. Herefter går endnu cirka halvandet døgn, inden den første dansker kan få et stik med coronavaccinen.

EMA meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er noget der tyder på, at vaccinen ikke skulle være effektiv over for den nye variant af coronavirus, der har spredt sig i især det sydøstlige England.

Den nye variant er også konstateret i andre lande, herunder ti bekræftede tilfælde i Danmark.