Bivirkninger fra vaccinen melder sig, mens misinformation spreder sig
Coronavaccinen fra Moderna deles nu også ud i USA, men misinformation på sociale medier forsøger at skræmme folk fra at lade sig stikke.
Lad os begynde med at få én ting på det rene:
Ja, der er bivirkninger ved de nye coronavacciner.
Ud af de 112.807 amerikanere, der havde modtaget en injektion med Pfizers vaccine fredag, oplevede 3150 at få symptomer, der gjorde dem ude af stand til at udføre deres daglige aktiviteter eller arbejde den dag, de modtog stikket.
Det viser en opgørelse fra læge Thomas Clark hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, CDC.
Han siger dog samtidig til avisen Wall Street Journal, at det kun var et fåtal af de amerikanere, der oplevede bivirkninger, som havde brug for lægehjælp. De alvorligste bivirkninger var seks tilfælde af svær allergi - såkaldt anafylaktisk shock - der er en velkendt bivirkning ved de fleste vacciner.
Sundhedsmyndighederne undersøger nu bivirkningerne yderligere, men der har ikke været så mange alvorlige reaktioner på vaccinerne, at det er bedre at blive smittet med covid-19.
Der er heller ingen, som er døde af at modtage coronavaccinen, selvom der de seneste dage har floreret historier om dødsfald på sociale medier.
Den døde sygeplejerske
For eksempel i den amerikanske stat Alabama, hvor vaccinemodstandere har delt en kopi af et Facebook-opslag, som de mener dokumenterer et dødsfald.
Konkret er der tale om et billede af en chat, hvor der står:
- OMG, de har lige fundet min tante død! Hun var en af sygeplejerskerne, der fik covid-vaccinen i dag på arbejdet, og de har lige fundet hende død. Nu flipper jeg ud.
Desuden deles der billeder af et opslag, hvor en person skriver, at "min vens tante" er død, efter hun blev vaccineret. Opslagene ses blandt andet her, her, her og her.
Nyhedsbureauet Reuters har undersøgt historien, og det viser sig, at sundhedsmyndighederne i Alabama registrerede bivirkninger, som de skulle, og der blev ikke registreret nogen dødsfald blandt det sundhedspersonale, der modtog vaccinen.
Sundhedsmyndighederne i Alabama betegner endda selv historien som misinformation på Twitter.
Historien om sygeplejersken i Alabama er blot toppen af et enormt isbjerg af misinformation om coronavaccinerne, der lige nu florerer på sociale medier.
Problemet er så stort, at det sociale medie Twitter netop har offentliggjort, at man fra mandag begynder at slette tweets, der indeholder konspirationsteorier om coronavaccinerne og fra begyndelsen af 2021 vil sætte mærkater på tweets, der indeholder udokumenterede rygter om vacciner.
Det sociale medie TikTok offentliggjorde tidligere på ugen en lignende stramning af reglerne.
Det samme gjorde Facebook, der nu siger, at de vil begynde at kontakte alle, der har kommenteret, delt eller syntes godt om opslag med misinformation om covid-19 og sætte dem i forbindelse med mere troværdige kilder.
Indtil videre har techgiganternes indsats dog ikke hjulpet ret meget.
Vaccinen og menneskets DNA
For eksempel kan man i skrivende stund stadig se nedenstående video på Twitter, hvor vaccinemodstandere hævder, at de nye vacciner vil ændre det menneskelige dna, og at rigmanden Bill Gates står bag det hele. Den er retweetet af næsten 9000 personer og vist over 180.000 gange.
Påstanden om, at de nye vacciner fra Pfizer og Moderna ændrer menneskets DNA, er lodret forkert, og faktatjekkere hos nyhedsbureauet Reuters, nyhedsbureauet AFP, nyhedsbureauet AP og den britiske tv-station BBC har alle tilbagevist den.
Det er korrekt, at vaccinerne er af en ny type, såkaldte mRNA-vacciner, der virker gennem en syntetisk version af virussens arvemateriale, men de påvirker ikke menneskets DNA.
I stedet lærer det syntetiske RNA vores immunsystem at genkende virussen, så vi kan lave antistoffer imod den og dermed undgå at blive syge.
Vaccinen og mikrochippen
En anden af de konspirationsteorier, der deles flittigt blandt vaccinemodstandere, handler om, at man sammen med vaccinen får indsat en mikrochip, som myndighederne kan bruge til overvågning.
Den deles for eksempel af den amerikanske blogger Elizabeth Johnston, der betegner sig selv som "vanvittigt forelsket i Jesus" og "Aktivistmor". Hun har næsten 900.000 følgere på Facebook.
Påstanden, om at der er en mikrochip i sprøjten, når man får vaccinen, er forkert.
Det er dog sandt nok, at vaccinens emballage kan indeholde en mikrochip.
- Det er så sundhedsmedarbejderne kan bekræfte, at vaccinen ikke er forfalsket eller for gammel, siger Steve Hofman fra firmaet Apiject, der fremstiller emballage til medicin til Reuters.
Desuden bruges mikrochippen til at registrere, hvor og hvornår de enkelte doser er blevet brugt.
Vaccinen og de forsvundne nåle
Mens de første doser af vaccinen i denne uge blev givet under stor mediebevågenhed, har flere opmærksomme tv-seere bemærket, at kanylerne ser ud til at forsvinde efter stikket er givet.
Herunder er det for eksempel billeder fra Australien, der bruges til at fremme en teori om, at vaccinationerne på tv er løgn.
- Nåle, der forsvinder. De er så desperate. Come on, skriver denne Twitter-bruger.
Det viser sig dog, at den sprøjte der anvendes på tv-klippet er af en type, hvor nålen automatisk trækker sig ind i hylsteret, når injektionen er givet.
Verdenssundhedsorganisationen WHO begyndte allerede at anbefale brugen af dem i 2015, og samme år forudså opfinderen Marc Koska, at alle vaccinationer i 2020 ville blive givet med den nye kanyle.