Udland

Senatsleder bryder ugers tavshed: Tillykke, Joe Biden!

Mange af os havde håbet på et andet resultat, men systemet har talt, lød det tirsdag fra flertalslederen i Senatet i USA, Mitch McConnell.

Tirsdag brød den amerikanske flertalsleder i Senatet, republikaneren Mitch McConnell, sin ugelange tavshed og anerkendte Joe Biden som landets næste præsident.

Det skete, samme dag som valgmandskollegiet nu alle har afgivet deres stemmer.

- Mange af os håbede, at præsidentvalget ville give et andet resultat, men vores system har procedurer, der bestemmer, hvem der bliver præsident fra 20. januar, lød det fra McConnell, efter han i ugevis har nægtet at anerkende valgresultatet.

Det skriver The New York Times.

- Valgmandskollegiet har talt. Så i dag vil jeg ønske Joe Biden tillykke.

Senatslederen ønskede også den kommende vicepræsident, Kamala Harris, tillykke og glædede sig over, at USA nu får sin første kvindelige vicepræsident.

Vender præsidenten ryggen

Mitch McConnell anses for at være en af de mest magtfulde republikanere, og han har med sin førerposition i Senatet været en vigtig del af præsident Donald Trumps kamp for at så tvivl om valgresultatet.

- Præsident Trump er 100 procent i sin fulde ret til at undersøge beskyldninger om uregelmæssigheder og overveje sine juridiske muligheder, lød det eksempelvis fra McConnell kort efter valget.

Det er markant, når den mest magtfulde republikaner i Kongressen trækker tæppet væk under Trump

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

En lang række republikanere undlod i begyndelsen at modsige Trump i hans påstande om valgsvindel, men langsomt begyndte opbakningen i baglandet at smuldre.

Nu vender den nært allierede og meget loyale Trump-støtte Mitch McConnell altså også præsidenten ryggen.

Forhindrer ikke Trump i at fortsætte

Trump fortsatte dog sine gentagne påstande om valgsvindel på sin Twitterprofil kort efter Mitch McConnells tale i Senatet.

Ifølge TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, betyder det dog ikke, at Donald Trump nu vil skrue ned for retorikken i kampen mod den valgsejr, der ifølge præsidenten er blevet stjålet fra ham.

Alligevel er Mitch McConnells anerkendelse af Biden et tegn på, at Trump mister momentum hos sit eget parti.

- Det er ret markant, når den mest magtfulde republikaner i Kongressen på den måde trækker tæppet væk under Trump. Magten er ved at skifte hænder, og dermed bliver Trump mindre og mindre interessant og relevant for McConnell, siger Mirco Reimer-Elster og fortsætter:

- McConnells problem er bare, at hvor McConnell vægter partiet højest, tænker Trump kun på, om hans klagesang tjener ham selv.

Ifølge USA-analytikeren vil præsidenten dog fortsætte sin færd, så længe en betydelig del af de republikanske vælgere køber Trumps påstande om valgsvindel.