Udland

Hårdt pressede Sverige siger nej til en hjælpende hånd fra nabolande

Den svenske strategi om at skabe flokimmunitet slog fejl. Svenske sygeplejersker og læger er udmattede, og nu er hospitalerne under pres.

Søndag morgen kom sundhedsdirektøren i den svenske hovedstad, Stockholm, med en presserende bøn til andre svenske regioner.

Personalet på hospitalerne i og omkring Stockholm har brug for akut aflastning, for de oplever netop nu de vanskeligste udfordringer i moderne tid.

- Ingen har oplevet noget lignende, sagde sundhedsdirektør Björn Eriksson til den svenske avis Aftonbladet.

Både Finland og Norge har tilbudt at aflaste svenske sygehuse ved at tage imod patienter med coronavirus eller sende personale til de personalepressede hospitaler. Det skriver den svenske avis Expressen.

En fremstrakt hånd, som sundhedsdirektøren i Stockholm gerne tager imod, siger han til den norske avis VG.

Men modtagelsen af hjælp fra andre lande koordineres af Socialstyrelsen i Sverige, og den afviser indtil videre at have behov for hjælp fra nabolandene.

- Nej, der er ingen sådanne planer netop nu. Vi har kapacitet nationalt til at imødekomme behovet for pleje netop nu, siger kriseberedskabschef Johanna Sandwall til VG.

- Der er et nordisk samarbejde under den nordiske sundhedsberedskabsaftale, hvor vi skal hjælpe hinanden i kriser. Men Socialstyrelsen har endnu ikke bedt om hjælp fra andre lande.

Sundhedspersonale på stribe siger op

Det er ikke kun Stockholms sundhedsdirektør, der har fået rynker i panden den seneste tid.

Fagforeningen for sundhedspersonale i Sverige er også bekymrede for, at der fra nu af skal prioriteres hårdere på landets hospitaler, da sundhedspersonale er udmattede og siger op.

For eksempel har 34 ud af 50 sygeplejersker på intensivafdelingen på Danderyd Hospital i det nordlige Stockholm sagt op siden januar. Og samtidig med at personale forsvinder, er der ingen tegn på, at smittespredningen aftager i Sverige.

- Nej, den stiger snarere, og det er stærkt bekymrende, sagde Björn Eriksson søndag.

Selvom der på landsplan er færre indlagte end under første bølge, er svenske hospitaler under pres på grund af manglen på personale. Det gør det vanskeligt at øge antallet af sengepladser.

Derfor havde Stockholms sundhedsdirektør i weekenden møder med privathospitaler for at høre, om de ville støtte ved at sende personale over til de offentlige hospitaler.

- Vi snakkede om den vanskelige situation, og jeg synes, at vi fik positive reaktioner. Men ord er ikke nok. Nu afventer vi nogle dage, og ellers må vi finde andre løsninger.

Sverige hårdt ramt af anden bølge

Sverige har i skrivende stund registreret 320.098 smittede med coronavirus og 7514 døde.

Til sammenligning har Danmark registreret 109.758 smittede med coronavirus og 941 døde. Sverige har omtrent en dobbelt så stor befolkning som Danmark.

Alene de seneste 14 dage er der registreret 437 døde med coronavirus i Sverige. Det viser tal fra Folkhälsomyndigheten, der er den svenske sundhedsstyrelse.

Sverige forfulgte i foråret en anden strategi end nabolandene Danmark, Norge og Finland og undlod at lukke ned, selvom der blev sat ind med andre restriktioner og opfordringer til at blive hjemme.

Derfor havde Sverige allerede i foråret højere smitte- og dødstal end nabolandene Danmark, Norge og Finland.

Og i lang tid håbede svenske sundhedsmyndigheder med statsepidemiolog Anders Tegnell i spidsen, at de højere smittetal ville føre til flokimmunitet i løbet af sommeren, så Sverige derved kunne styre udenom en anden bølge af coronavirus.

Men det viste sig at være en fejlslagen strategi, for den anden bølge, der er skyllet ind over Sverige i løbet af efteråret, har ramt vores svenske naboer med voldsom kraft flere steder.

I Skåne - den svenske landsdel, der er nærmest Danmark - indlægges der nu tre gange så mange med coronavirus sammenlignet med første bølge. Det skriver avisen Göteborgs-Posten.

De mest alvorligt syge behandles på en infektionsklinik ved Universitetshospitalet i Malmø, hvor halvdelen af personalet netop nu er lagt ned af coronavirus.

TV 2 har forsøgt at få et svar fra Sundhedsministeriet om, hvorvidt Danmark er klar til at assistere Sverige, men uden held.