Brexit

"En ekstra mil" er sidste håb om et Brexit-gennembrud

EU og Storbritannien fortsætter Brexit-forhandlingerne lidt endnu. Meldingerne lyder, at parterne har nærmet sig hinanden en smule det seneste døgn.

Der var lettelse i de europæiske hovedstæder, da Brexitforhandlingerne mellem EU og Storbritannien søndag fik en lille ekstra chance for at ende med et resultat.

- Enhver mulighed for at nå en aftale er meget velkommen, kommenterede den tyske forbundskansler, Angela Merkel, fra Berlin.

Og I Dublin kaldte den irske udenrigsminister, Simon Coveney, det for ”et godt signal”:

- Vi må bevare roen og lade vores forhandlere snegle sig fremad, selv på dette sene tidspunkt. Det er tydeligvis meget vanskeligt at nå frem til en aftale, men det er muligt, sagde han.

"En ekstra mil"

Beskeden, som de europæiske topledere havde ventet på, kom i en fælles udtalelse fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

Ved frokosttid søndag talte de sammen i telefon for at gøre status på de seneste dages intense Brexit-forhandlinger.

De skulle vurdere, om tiden var inde til at give endeligt op og acceptere, at Storbritannien forlader EU ved årsskiftet med et ”hårdt” Brexit – altså uden en aftale om fremtidens indbyrdes forhold.

Begge parter havde fredag signaleret, at et ”hårdt” Brexit så ud til at blive den uundgåelige konklusion på et langt, men forgæves forhandlingsforløb.

Men det blev altså ikke den konklusion, som de nåede frem til, da de talte sammen igen søndag. I stedet gav de deres forhandlere besked om at fortsætte deres vanskelige arbejde:

- På trods af udmattelsen efter næsten et års forhandlinger og på trods af, at vores deadlines er blevet brudt igen og igen, mener vi, det vil være ansvarligt at gå ”den ekstra mil”, hedder det i den fælles udtalelse.

Bevægelse på centralt stridspunkt

Ifølge TV 2’s EU-korrespondent Lotte Mejlhede blev det beslutningen, blandt andet fordi der har været en fornemmelse af fremskridt på det allersværeste spørgsmål i forhandlingerne – nemlig spørgsmålet om den lige konkurrence mellem parterne i fremtiden.

- Vi hører hernede fra Bruxelles, at man henover det seneste døgn har nærmest sig hinanden lidt mere, når det gælder den lige konkurrence. Det er på den baggrund, man siger, at der stadig skulle være mulighed for, at forhandlingerne fører til noget. Men nu må vi se, siger Lotte Mejlhede.

Parterne har hidtil stået stejlt over for hinanden på spørgsmålet om fremtidens konkurrenceforhold, der – sammen med spørgsmålet om fiskerettigheder – er det sidste store forhandlingsspørgsmål, der mangler at blive løst.

Boris Johnson og Ursula von der Leyen giver forhandlingerne mere tid. Begge parter mener at der er sket "tilstrækkeligt fremskridt" til, at der er grund til at fortsætte forhandlingerne.

EU’s holdning er, at hvis briterne skal have fri adgang til EU’s marked, skal britiske virksomheder have samme konkurrencevilkår som EU’s virksomheder. Det betyder, at Storbritannien ikke i fremtiden kan give sine virksomheder fordele som for eksempel skattefordele, direkte statsstøtte eller lempeligere produktionsregler med hensyn til miljø eller sikkerhed.

Storbritannien afviser det til gengæld som et helt uacceptabelt angreb på landets suverænitet, hvis det skal spørge EU om lov til at fravige fra EU-standarder i fremtiden.

- Måske kan de finde et fælles fodslag der, så Storbritannien føler, at man stadig har sin selvstændighed uden at være i et lovgivningsmæssigt jerngreb fra EU. Og så der alligevel kommer en kontrol med, at man ikke fremover får en fuldstændigt forvreden konkurrence, siger Lotte Mejlhede.

Dæmp forventningerne

Boris Johnson har dog allerede været ude og advare mod, at man sætter forventningerne for højt.

Det er stadig mest sandsynligt, at forhandlingerne ender uden en aftale, understreger han:

- Hvor der er liv, er der håb, og vi har tænkt at blive ved med at tale sammen for at se, hvad vi kan gøre. Storbritannien har i hvert fald ikke tænkt sig at forlade forhandlingerne. Men jeg må gentage, at det mest sandsynlige stadig er, at vi må forberede os på WTO-betingelser, sagde Boris Johnson efter et regeringsmøde søndag, hvor han fik opbakning til beslutningen om at fortsætte Brexit-forhandlingerne.

WTO-betingelser betyder i denne sammenhæng, at samhandlen mellem EU og Storbritanniens kommer til at foregå efter verdenshandelsorganisationen WTO’s generelle regler for samhandel mellem lande – og altså ikke efter en særlig gunstig aftale mellem EU og Storbritannien.

Boris Johnson og Ursula von der Leyen giver forhandlingerne mere tid.

Usikkerheden fortsætter

Alt i alt betyder det, at situationen efter dagens udmelding er lige så usikker, som den hele tiden har været, vurderer Lotte Mejlhede:

- Fiskere og erhvervsliv ved stadig ikke, hvor det ender. Landene må fortsætte deres forberedelser på, at det kan ende uden en aftale, så de har nødforanstaltninger på plads, siger hun.

Hun hæfter sig også ved, at parterne ikke har sat en ny deadline for forhandlingerne.

- Måske er det af bitter erfaring, fordi man så mange gange har råbt ”ulven kommer”. Nu giver man det et skud til, og så melder man ud, når man enten har en aftale eller er helt sikre på, at man ikke får en aftale, forudser hun.