Udland

Danske skiturister må kigge langt efter de østrigske pister

Italien, Tyskland og Frankrig har presset Østrig til at udskyde åbningen af skiområderne til januar for at undgå et nyt coronaepicenter.

Danske skiturister med forkærlighed for nyfalden pulversne, liflige pister, høj sol og fadbamser må formentlig vinke farvel til drømmen om en tur til Østrig lige foreløbig.

Det er udsigten, efter at Tyskland, Italien og Frankrig har lagt pres på de østrigske myndigheder for at udskyde skisæsonen. Foreløbig frem til 7. januar.

Selvom coronapandemien har kørt store dele af skiturismen af sporet, har mange danske entusiaster dog alligevel set frem til at få ski under fødderne i vinter.

Forventning om skiferie

I november viste en undersøgelse, foretaget for onlinemediet Riders.dk og Xlife Media, at næsten halvdelen af de danske skiturister havde en forventning om at sætte kurs mod de sædvanlige destinationer med sne som hovedattraktion.

- Da vi i sommer foretog en undersøgelse, viste den, at blot 8 procent af vores brugere var pessimistiske. De forventede ikke at komme lige så meget på ski, som de plejer. Det tal er i oktober måned oppe på 18 procent. Omvendt forventer 46 procent dog forsat, at de vil komme lige så meget på ski, og omkring 36 procent afventer situationen, siger Ole Takai, direktør og partner i Xlife Media, ifølge Ritzau.

Østrig havde håbet at kunne slå portene op til endnu en sæson. Indtil Tysklands kansler Angela Merkel i november råbte vagt i gevær for at undgå nye udbrud af smitte med udspring i skisportsområder med netop Østrig i sigtekornet.

Nu har både Italien og Frankrig sluttet sig til.

Kan ikke se fordel ved at lukke

Østrigs minister for turisme, Elisabeth Köstinger, siger til det tyske medie Funke, at hun ”ikke kan se fordelene ved at bede skisportssteder om at lukke”.

- Vinterferier i Østrig vil være sikre. Vores virksomheder har allerede fremlagt omfattende sikkerhedsforanstaltninger for skiferier, siger den østrigske minister.

Skiturismen udgør en meget stor indtægtskilde i Østrig, hvor omsætningen årligt ligger på svimlende 100 milliarder kroner. Og derfor har man også kæmpet hårdt for dels at slå smitten i landet ned, dels at få gjort klar til en skisæson med tusindvis af turister på løjperne.

I begyndelsen af november reagerede den østrigske regering med en delvis nedlukning af samfundet. Og da effekten udeblev, skærpede man restriktionerne yderligere, så de nu var på niveau med den totale nedlukning i foråret.

Synonym med eksplosiv smitte

I den tidligere fase af coronapandemien blev byen Ischgl nærmest synonym med eksplosiv smitte og lemfældig adfærd. Især en historie om en bar, hvor opstemte afterski-gæster lod en fløjte gå på omgang, blev superspredningens arnested.

- Smitten var jo overalt og ramte så også os. For alle var det en situation, man ikke havde prøvet før, siger Signe Reisch fra skisportshotellet Rasmushof i Kitzbühl.

Signe Reisch havde sammen med sine kolleger i et af Østrigs mest ombejlede skisportsområder håbet at tage imod gæster i denne uge, men nu vil der tidligst komme tilrejsende gæster i det nye år.

Langt de fleste skilande har valgt at lægge en kraftig dæmper på afterski eller helt forbyde det for at undgå smitte.

Også de lande, som har lagt pres på Østrig for at udskyde skisæsonen, har taget konsekvensen af pandemien.

Italiens regering allerede sat 10. januar som tidligste åbningsdato for skilifterne. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har talt for at holde skistederne lukket hele år 2020 ud.