Brexit

80 meter lange krigsskibe klar til at forsvare britisk farvand ved hårdt Brexit

Håbet om en fiskeriaftale mellem EU og Storbritannien svinder, og parterne er begyndt at forberede sig på en anderledes fremtid.

Den britiske flåde vil have fire patruljefartøjer klar til at beskytte de britiske fiskefarvande mod fiskere fra Danmark og EU's øvrige nationer, der i dag fisker i britiske farvande fra 1. januar.

Avisen The Guardian fortæller lørdag, at forsvarsministeriet planlægger at have to fartøjer på patrulje på åbent hav, mens to andre vil ligge i havn, klar til at blive indsat med få timers varsel.

- Forsvarsministeriet har planlagt og forberedt sig grundigt for at være klar til mange forskellige scenarier, siger en talsmand for ministeriet til avisen.

I alt har den britiske flåde otte patruljebåde, efter at man i årets løb har fordoblet antallet.

De 80 meter lange patruljebåde er bevæbnet med maskinkanoner, men flåden understreger, at man ikke har tænkt sig at bruge våbenmagt over for udenlandske fiskerbåde, der bliver opdaget inden for Storbritanniens Eksklusive Økonomiske Zone (EEZ).

- Ingen har tænkt sig at affyre varselsskud mod franske fiskere. Våben skal kun bruges, når der er fare for folks liv, lyder det fra Royal Navy.

Der kan dog blive tale om, at udenlandske fiskerbåde bliver stoppet og undersøgt, og i værste fald opbragt og eskorteret til en britisk havn.

Fiskeriet er et stridspunkt

Et lands Eksklusive Økonomiske Zone kan strække sig op til 200 sømil (cirka 370 kilometer) fra kysten. I Storbritannien udgør EEZ den nordlige del af Den Engelske Kanal, den vestlige halvdel af Nordsøen og store havområder nordpå omkring Skotland, Hebriderne og Orkneyøerne.

Adgangen til disse fiskefarvande udgør et af de alvorligste stridspunkter i Brexit-forhandlingerne mellem Storbritannien og EU. Hvis ikke parterne når frem til en aftale inden nytår, og et såkaldt ”hårdt” Brexit bliver en realitet, så vil EU-fiskere som de danske være udelukket fra at fiske i britisk farvand. På samme måde vil britiske fiskere være udelukket fra at fiske i EU-farvand.

I dag står fiskere fra andre EU-lande for omkring 60 procent af de fisk, der bliver fanget i britisk farvand.

Uden aftale

Hverken EU eller Storbritannien er imidlertid optimistiske med hensyn til at nå en aftale om, hvordan det fiskeri skal se ud i fremtiden.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, mødtes onsdag i et forsøg på at finde frem til en aftale – men forgæves.

- Når overgangsperioden er slut (ved nytår, red.), og vi har forladt EU, genopretter vi vores kontrol med vores farvande. Vi vil aldrig acceptere aftaler om adgang til vores fiskefarvande, der ikke er i overensstemmelse med vores status som en suveræn kystnation, sagde Boris Johnsons talsmand efter mødet til avisen The Independent.

Ursula von der Leyen sagde til gengæld, at Storbritannien må acceptere, at EU’s fiskere gennem årene har vundet hævd på at fiske i britisk farvand:

- Vi forstår godt, at Storbritannien ønsker at få kontrol med sine farvande. Men Storbritannien må på den anden side også forstå, at EU’s fiskere har en legitim forventning, der er bygget op gennem årtier eller århundreder, om adgang til disse farvande, udtalte hun efter mødet.