Fire patienter døde på svensk sygehus efter personalets Halloweenfest
Den svenske region Kronoberg betalte for festen og madbuffeten. Straks efter lagde en af de ansatte sig syg med coronavirus.
En Halloweenfest i slutningen af oktober blandt ansatte på en svensk intensivafdeling for hjertepatienter kan have kostet fire patienter livet.
Det skriver det svenske medie Sveriges Radio på baggrund af en udredning fra den svenske region Kronoberg.
De fire hjertepatienter blev smittet med coronavirus, mens de opholdt sig på intensivafdelingen på sygehuset i Växjö.
Det skete i forbindelse med et smitteudbrud mellem midten af oktober og midten af november - og af udredningen fremgår det, at halloweenfesten er en af flere mulige årsager til smittespredningen blandt personale og patienter.
- Den kan have haft betydning, men det kan vi ikke med sikkerhed sige. Vi havde ikke personale, der var syge, da de gik til festen, men de kan have været smittet inden festen, siger sygehuschef Maria Wiltz til Sveriges Radio.
Festen var en "arbejdsmiljøaktivitet"
Festen, der blev betalt af regionen som en ”arbejdsmiljøaktivitet,” blev afholdt 23. oktober og havde en madbuffet for alle deltagerne.
Vurderingen var på dét tidspunkt, at festen – som regionsansatte også deltog i - kunne afholdes på en coronasikker måde.
En af deltagerne blev syg, straks efter festen var blevet afholdt. Flere fulgte og i en sådan grad, at afdelingen for en periode blev nødt til at skære antallet af sengepladser ned, fordi der ikke var nok personale til at tage sig af de syge, skriver Sveriges Radio.
Det er ifølge regionens udredning umuligt at sige, om den første ansatte, der blev syg, var startskuddet til smitteudbruddet på afdelingen. Årsagen er, at der også var et "par patienter," som kom ind på sygehuset, og som var smittet med covid-19, fremgår det ifølge mediet.
Dog slår udredningen fast, at de hjertepatienter, der blev smittet på intensivafdelingen, højest sandsynligt er blevet smittet af personalet.
11 ansatte blev syge under udbruddet, mens ti patienter blev smittede, hvoraf fire altså efterfølgende afgik ved døden på grund af smitte med covid-19, har Maria Wiltz oplyst.
Svenske hospitaler tæt på bristepunktet
Sverige er lige som mange andre lande i Europa under hårdt pres på grund af et stigende antal smittede, men til forskel fra i Danmark er de svenske hospitaler tæt på bristepunktet.
I hele Sverige findes der lige nu 674 disponible intensivpladser, og af dem er 548 optagede. Det svarer til, at mere end 80 procent af den nationale kapacitet på intensivområdet er optaget.
250 af intensivpatienterne er indlagt med covid-19, viser tal fra den svenske Socialstyrelse.