Coronavirus

Eksperter i USA anbefaler godkendelse af coronavaccine

Den endelige beslutning om at godkende coronavaccine fra Pfizer og Biontech i USA ventes inden for få dage.

Et ekspertudvalg under USA's lægemiddelstyrelse, FDA, anbefaler godkendelse af coronavaccine fra medicinalselskaberne Pfizer og Biontech.

Udvalget bestående af eksterne eksperter stemte for at anbefale nødgodkendelsen med 17-4 efter en vurdering af, at fordelene ved at tage vaccinen vejede tungere end risikoen for personer på 16 år og ældre. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

FDA er ikke forpligtet til at følge udvalgets anbefalinger, men forventes at gøre det.

Den endelige beslutning ventes inden for få dage. Når den er på plads, vil USA begynde at levere millioner af vacciner, skriver nyhedsbureauet AP.

Alle over 16 have tage vaccinen to gange

Den amerikanske regering venter ifølge Bloomberg News, at 2,9 millioner doser af vaccinen vil være klar til brug i de respektive delstater, straks vaccinen skulle blive godkendt.

Pfizer har bedt om at få godkendt vaccinen, der skal tages ad to omgange til personer i alderen 16 til 85 år. Ekspertudvalget drøftede blandt andet torsdag, hvorvidt 16- og 17-årige skulle medregnes i anbefalingerne.

Udvalget nåede frem til, at risikoen for disse personer ved at tage vaccinen er meget lav, og derfor er denne aldersgruppe også med i anbefalingerne.

Den 17. december skal en vaccine fra selskabet Moderna bedømmes af et panel under FDA.

Canada: Sikker, effektiv og af god kvalitet

Storbritannien indledte tirsdag som det første land i Vesten en storstilet vaccinationskampagne med midlet fra Pfizer.

Efterfølgende er der blevet opdaget to allergiske reaktioner blandt modtagerne. Dette blev også drøftet af ekspertudvalget i USA, men det fandt, at det ikke udgjorde en væsentlig sikkerhedsrisiko.

Onsdag fulgte Canada trop, da sundhedsmyndighederne gav grønt lys til at tage vaccinen fra Pfizer og Biontech i brug.

Vaccinen er "sikker, effektiv og af god kvalitet", lød vurderingen fra de canadiske myndigheder.

Torsdag oplyser Canadas premierminister, Justin Trudeau, at 30.000 doser af Biontech og Pfizers vaccine ankommer "om få dage".

I Danmark er der streng kontrol

Herhjemme er sundhedsmyndigheder mere afventende. Det skyldes ifølge Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, at man ønsker en grundigere kontrol, skriver Politiken.

- Forklaringen er, at blandt andre briterne benytter sig af en nødautorisation, mens andre lande i EU først vil have en fuld godkendelse af vaccinen.

- Det skal sikre, at borgerne kan være helt trygge, og at der har været en streng kontrol, siger Senderovitz til avisen.