Udland

Danmark forbereder sig på hårdt Brexit: - Det bliver totalt kaotisk

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har fortalt EU-landenes ledere, at det nu er mest sandsynligt, at briterne forlader EU uden en aftale.

Der er fortsat stor risiko for, at det ender uden en aftale mellem Storbritannien og EU.

Derfor er de danske myndigheder i fuld gang med at forberede sig på et hårdt Brexit, og fredag eftermiddag er der indkaldt til pressemøde i Udenrigsministeriet.

Her vil en række ministre orientere om, hvordan Danmark forbereder sig på, at det kan ende uden en aftale med briterne.

Om tre uger kapper Storbritannien efter planen de sidste bånd til EU, og indtil videre er det ikke lykkedes at blive enige om en aftale om det fremtidige forhold mellem briterne og EU.

- Mest sandsynligt med hårdt Brexit

Selvom der stadig forhandles, forbereder begge parter sig nu på, at det kan ende med et hårdt Brexit uden en aftale.

Ifølge den britiske avis The Guardian har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fredag fortalt EU-landenes ledere, at det nu er mest sandsynligt, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er fredag til topmøde i Bruxelles, og her forholdt hun sig også til det faktum, at der ikke er nogen Brexit-aftale på plads endnu, og at Danmark forbereder sig på et hårdt Brexit 1. januar.

- Vi er jo så tæt på deadline nu, at vi iværksætter en nødplan i forhold til at hjælpe. Og det er told, det er trafik, det er havnen i Esbjerg. Det er noget helt lavpraktisk, som vi næsten har vænnet os af med at tænke på, fordi vi har været så tæt på englænderne i så mange år, siger Mette Frederiksen til TV 2.

DI: Det bliver kaotisk

Uanset hvor godt landene forbereder sig, vil et Brexit uden en aftale blive kaotisk for danske virksomheder. Det siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri til TV 2.

- Det korte af det lange er, at det bliver totalt kaotisk – fysisk kaotisk ved grænserne og kaotisk hvilke regler der gælder. Det bliver et virvar i Europa, som jeg ikke synes, vi har så meget brug for i Europa lige i øjeblikket. Ej heller i en global sundhedskrise.

Hos landene i EU er der lagt op til, at der ikke kommer en aftale med Storbritannien, fortæller TV 2s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede:

- Det er meget fornuftigt, at man i alle medlemslande og generelt i EU-systemet nu opruster til, at det her kan blive en situation uden en aftale med briterne. Man skal nå at gøre alt klart lovgivningsmæssigt i forhold til toldere, grænser, godstransport og fiskeri.