Vaccine-producenter: Hackere har fået adgang til vaccine-oplysninger
Den Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er blevet ramt af et hackerangreb.
Det amerikanske medicinalfirma Pfizer og selskabets tyske partner Biontech siger onsdag aften, at dokumenter relateret til selskabernes udvikling af vaccinen mod coronavirus er blevet "tilgået ulovligt" i et hackerangreb på det europæiske lægemiddelstyrelse.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nyheden kommer få timer efter Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) oplyste, at agenturet er blevet ramt af et hackerangreb.
Pfizer og Biontech afventer nu yderligere informationer fra EMA, som ifølge de to selskaber "har forsikret os om, at hackerangrebet ikke vil få nogen indflydelse for tidsplanen i forbindelse med agenturets vurdering af vaccinen".
Agenturet har ikke oplyst, hvornår hackerangrebet fandt sted, eller hvem der er ansvarlig for det.
Vurdering på vej
EMA har tidligere oplyst, at det 29. december vil komme med sin vurdering af vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og Biontech.
Samtidig vil det 12. januar vurdere vaccinen fra medicinalselskabet Moderna.
Under coronaudbruddet har EMA været medvirkende til, at en coronavaccine kan komme på markedet langt hurtigere end normalt.
Normalt tager det ti år at udvikle og få godkendt vacciner. Men med covid-19 ventes det kun at tage et-to år.
Det skyldes blandt andet, at vaccinekandidaterne bliver vurderet løbende, i takt med at data fra forsøgsstudier er klar. Det sker normalt først, når alt er færdigtestet.