Coronavirus

Svenske hospitaler tæt på bristepunktet

Svenske læger og sygeplejersker advarer nu om, at personalet risikerer at bukke under.

Mere end 7200 er døde med covid-19 i Sverige. Tirsdag blev yderligere 133 lagt til statistikken i den første opdatering af tallene siden weekenden.

Intensivafdelingerne er igen tæt på fyldte. I hele Sverige findes der lige nu 674 disponible intensivpladser. Af dem er 548 optagede. Det svarer til, at mere end 80 procent af den nationale kapacitet på intensivområdet er optaget.

250 af intensivpatienterne er indlagt med covid-19, viser tal fra den svenske Socialstyrelsen.

Presset på intensivafdelingerne kommer efter et forår, hvor Sverige balancerede lige på grænsen af, hvad hospitalerne kunne håndtere. Personalet var i forvejen presset og er nu tæt på bristepunktet. Det fortæller flere sygeplejersker til TV 2.

En af dem er Jennifer Malmström, som arbejder som sygeplejerske på en intensivafdeling i Uppsala nord for Stockholm.

- Jeg er tilbage på 25 procent af mit normale skema. Jeg har været sygemeldt med angst og panikangst, siger hun.

På Nya Karolinska Sygehuset i Stockholm er sygeplejersken Matilda Nygren tilbage på fuld tid efter også at have været sygemeldt en periode. Hun beskriver en hverdag, hvor alt hun orker er at gå på arbejde for så at gå direkte hjem og sove inden næste vagt.

- Vi slukker bare brande nu her. Min kollega, som jeg arbejder med i dag, har grædt halvdelen af vagten, fordi hun føler sig utilstrækkelig og dårlig til sit arbejde. Hun har kun været her et år og aldrig fået chancen for at være ny på grund af coronapandemien. Så samtidig med at jeg springer mellem patienterne, må jeg finde tid til at trøste hende, siger Matilda Nygren under en pause i hendes arbejde på intensivafdelingen.

Hun beskriver afdelingen som en menneskefabrik, hvor patienterne ligger i respirator på lange rækker. Personalet er tomme i øjnene, og patienterne betegnes ofte med numre fremfor deres navne, fortæller hun.

På Nya Karolinska Sygehuset i Stockholm er sygeplejersken Matilda Nygren tilbage på fuld tid efter også at have været sygemeldt en periode. Hun beskriver afdelingen som en menneskefabrik, hvor patienterne ligger i respirator på lange rækker.

Smittede må dele rum med andre patienter

I foråret var Sverige et af de hårdest ramte lande i verden. Nu vælter anden bølge ind over landet, og smittespredningen er ikke under kontrol. Siden i fredags er 18.820 blevet smittet. En højere stigning end på samme tid sidste uge.

I nogle regioner er presset nu så stort, at den nuværende kapacitet er ved at være nået. Det gælder blandt andet i Stockholm, hvor 89 patienter i øjeblikket har behov for intensivbehandling, hvilket næsten svarer til det normale antal intensivsengepladser, man har til rådighed i regionen.

Men det øgede smittetryk påvirker hele landet. I Helsingborg er belastningen på akutmodtagelsen nu så stor, at man ikke har mulighed for at isolere mistænkte covid-19-tilfælde. I stedet behandles flere personer med uklare luftvejssymptomer i samme rum. Det skriver Aftonbladet.

- Vi har pladsmangel, og vi mangler personale, siger Sören Nordh fra akutmodtagelsen i Helsingborg til avisen. Det har betydet, at folk, som ikke var smittet med covid-19, har måtte vente på behandling i samme rum som folk, der senere viste sig at være smittet.

Helsingborg kommune havde i uge 48 tre gange så mange nye smittede som gennemsnittet i Sverige.

Kollegaerne siger op

Statsminister Stefan Løfven understregede tirsdag vigtigheden af at bremse smitten, og han nævnte specifikt hensynet til det pressede sygehusvæsen.

- Hold dig til at mødes med så få som muligt. Mød dem gerne udendørs og med afstand. Og gør det ikke mindst for sundhedspersonalets skyld, sagde den svenske statsminister tirsdag, hvor han også understregede, at svenskerne maksimalt burde mødes med otte personer. Det gælder også både juleaften og nytårsaften.

Akil Awad er læge og medstifter af protestgruppen Sjukhusuppropet, der allerede inden pandemien advarede mod manglende ressourcer og hårdt pressede læger og sygeplejersker. Siden coronapandemien ramte, er frustrationerne blot steget.

- Personalet gik jo på knæene langt inden corona, og så kom det her. Vi er blevet ekstremt trætte, og samtidig har vi opbygget en enorm pukkel af arbejde, vi skubber foran os. Jeg ved faktisk ikke, hvordan personalet skal orke det, siger han.

Matilda Nygren, sygeplejersken på Nya Karolinska i Stockholm, fortæller, at udskiftningen blandt personalet på hendes afdeling har været enorm det seneste år. Tal fra efteråret viste, at 28 sygeplejersker havde forladt deres job over en tre måneders periode alene på intensivafdelingen på Nya Karolinska.

Mathilda fortæller, at det lige nu føles som at arbejde på en menneskefabrik. Personalet er tomme i øjnene, og patienterne er umenneskeliggjort og bliver kaldt ved numre fremfor navne.

I Skåne viste en opgørelse fra P4 Skåne, at hver tredje sygeplejerske har sagt sit job op det forgangne år. Det er svært at opgøre, hvad der skyldes coronapandemien, og hvad der skyldes andre årsager.