Coronavirus

Her får 90-årig brite den første vaccine mod coronavirus

Storbritannien har fået leveret 800.000 doser, efter at myndighederne gav vaccinen en nødautorisation.

90-årige Margaret Keenan satte sig tirsdag morgen i en blå lænestol på universitetshospitalet i Coventry. Og cirka klokken 6.30 stak en sygeplejerske nålen i hendes overarm.

Et lille stik for en ældre kvinde, men et kæmpe skridt for menneskeheden.

Eller i hvert fald et stort skridt for Storbritannien, der onsdag som det første land i verden begyndte at massevaccinere befolkningen med coronavaccinen fra Pfizer og Biontech.

Kan endelig se familie og venner

Margaret Keenan var den første til at få vaccinen, og det var et stort privilegium, fortalte hun bagefter ifølge BBC.

- Det er den bedste tidlige fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig, fordi det betyder, at jeg endelig kan se frem til at være sammen med min familie og venner i det nye år efter at have været alene det meste af året, lød det fra den snart 91-årige brite, der er bedstemor til fire.

Myndighederne i Storbritannien gav onsdag i forrige uge en nødautorisation til vaccinen fra Pfizer/BioNTech og meddelte, at man var klar til at massevaccinere fra denne uge.

I første omgang har landet modtaget 800.000 doser af vaccinen, der skal opbevares ved minus 70 grader.

Vaccinen skal gives i to doser med tre ugers mellemrum.

Anbefaler alle at tage den

De første i køen er personer over 80 år og udvalgte medarbejdere i sundheds- og plejesektoren. Og de kan roligt lade sig vaccinere, lyder rådet fra Margaret Keenan.

- Min anbefaling til alle, der bliver tilbudt vaccinen, er at tage den. Hvis jeg kan tage den som 90-årig, så kan du også tage den, siger hun.

Ifølge den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, forventer de britiske myndigheder at have vaccineret alle personer i risikogrupper inden foråret.

Han har selv sagt, at han vil blive vaccineret på direkte tv for at demonstrere, at vaccinen er sikker.