Udland

Britiske fiskere fortryder brexit - briterne er simpelthen for kræsne

Brexit viser sig at blive en elendig forretning for britiske fiskere.

- Fanget mellem en hammer og en ambolt.

Sådan beskrives situationen for britiske fiskere her under Brexit forhandlingerne.

De var ellers én af de helt sikre vælgergrupper, der sikrede flertal for Brexit ved folkeafstemningen for fire år siden.

Men i dag ser Brexit-regnskabet skidt ud for de britiske fiskere. Mange af dem håber nu bare på at få en aftale, der vil sikre, at de stadig kan sælge deres fisk til EU-landene. For det meste af deres fangst kan kun sælges på kontinentet. Briterne selv ikke have britiske fisk på deres middagsborde.

Samtidig er forhandlingerne i Bruxelles vanskelige. Det skyldes, at fiskernes betydning på begge sider af kanalen er én stor kontrast. Politisk vejer fiskerne tungt. Økonomisk vejer de som en lillefinger.

Penge eller politik

Især i Storbritannien er kontrasten voldsom. Valgkredse med fiskerbyer var i høj grad med til at give premierminister Boris Johnson hans enorme valgsejr sidste år. Både ud mod Nordsøen og på vestkysten ud mod det irske hav vejer fiskerne tungt i partiets stemmetal.

Premierministeren skal kun køre 300 km nordpå til Grimsby, der blev grundlagt af danske vikinger i 800-tallet, for at møde dem, der bragte ham til magten.

Grimsby har trofast stemt Labour siden anden verdenskrig, men blev grebet af Johnsons slogan: Get Brexit Done. Og Johnson skal fastholde kredsene fra Labours tidligere såkaldte 'Røde Mur' i det engelske Midlands for at blive siddende, nu hvor hans popularitet skraber bunden.

Fattigfiskerne

Men økonomien tegner et helt andet billede, end politikken gør. Fisk fra britiske kuttere står kun for 0,03 procent af landets samlede produktion målt i forhold til bruttonationalproduktet. Regner man også fiske-industrien med, når sektoren i alt 0,1 procent. Det er en sølle tredjedel af stormagasinet Harrods’ økonomi i London.

Også målt mod finansverdenen ser det elendigt ud. Finanssektoren er 168 gange større end fiskeriet ifølge tal fra 2018, oplyser BBC. Så hvis Storbritanniens økonomi skal reddes ud af den værste nedtur i 300 år, så er det ikke Grimsby, der kommer til hjælp.

80 procent går til eksport

I Grimsby har Financial Times mødt Ian Perkes, som frygter, at et hårdt Brexit vil smadre hans fiskeeksportfirma, som giver ham 40 millioner kroner i overskud om året.

- Hvis bare der kommer fem procent told på i EU, så dør vi, siger han til bladet.

For 80 procent af de kammuslinger, blæksprutter, søtunger, rokker og jomfruhummer kommer på lastbiler og bliver sendt til Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Det samme gælder sild og makrel fra Skotland.

Briterne er kræsne

Briterne selv vil kun have ”the big five” på bordet. Det er torsk, kuller, tunfisk, laks og rejer. Og mange af disse fisk kommer fra danske kuttere. Alt andet skal eksporteres. Så britiske fiskere er fuldstændigt afhængige af EU.

Den samme vurdering kommer fra ejeren af restaurantkæden Rockfish, Mitch Tonks. Ifølge ham er eksporten er lige så vigtig som selve fiskeriet.

- Man risikerer at komme til at se fisk rådne op på kajen, mener han.

Fortryder Brexit-stemme

Ian Perkes fra eksportfirmaet indrømmer, at han stemte for Brexit for at få kontrol over de britiske farvande. Det er netop det argument, Boris Johnson brugte under kampagnen forud for folkeafstemningen i 2016.

- Men jeg ønsker, at jeg ikke havde stemt sådan, siger han. Jeg så aldrig på konsekvenserne. Jeg blev hjernevasket.

Perkes frygter, at Brexit vil føre til toldgrænser omkring Storbritannien:

- Hvis der ikke kommer en aftale og der kommer told, så er vi færdige. Hans virksomhed afhænger fuldstændigt af forhandlingerne i Bruxelles.