Coronavirus

USA's coronadødstal kan være på vej mod et "dagligt 9/11", advarer eksperter

Amerikanske sundhedsmyndigheder udvider anbefalinger om mundbind, og Californien er på vej med et udgangsforbud for at bremse smitten.

For anden dag i træk satte USA fredag ny rekord i antallet af nye smittetilfælde med covid-19, da der blev registreret 227.885 nye smittede på et døgn. Det viser tal fra Johns Hopkins University

Samtidig blev der registreret yderligere 2607 coronarelaterede dødsfald i USA.

Det er fjerde dag i træk, at antallet af dødsfald ligger over 2500.

Udviklingen får Peter Drobac, specialist i infektionssygdomme og folkesundhed ved University of Oxford, til at sammenligne tallene med terrorangrebene i USA 11. september 2001, hvor 2977 mennesker mistede livet.

- Vi kommer måske til at opleve et dagligt 9/11 inden jul, siger han i et interview med Newsweek.

En ekspert fra Harvard University, Jagpreet Chhatwal, der er en del af et covid-19-simulatorprojekt, forudser en lignende udvikling.

- Desværre kan vi meget vel ramme 3000 daglige dødsfald inden årets udgang, hvis vi fortsætter den nuværende kurs. Det er kun et spørgsmål om uger, inden det daglige dødstal vil overstige de hidtidige rekorder fra april, siger forskeren til Newsweek.

I alt er der siden pandemiens begyndelse opgjort næsten 279.000 coronarelaterede dødsfald i USA.

- Det er et forbløffende tal. Vi står midt i den her virkelig alvorlige bølge, og i takt med at vi bevæger os gennem pandemien, er det nemt at miste overblikket over, hvor massiv og dyb en tragedie det er, siger Caitlin Rivers, forsker ved Johns Hopkins University, til New York Times.

Opfordring om mundbind alle steder

Som om ikke fredagens smitterekord var slem nok i sig selv, ser vi ifølge USA's ledende virusekspert, Anthony Fauci, endnu ikke den fulde effekt af en ventet smittestigning, efter millioner af amerikanere i sidste uge trodsede myndighedernes anbefalinger og rejste hjem på ferie i anledning af højtiden thanksgiving.

Den voksende smitte i USA har fået den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, til at stramme sine anbefalinger for brugen af mundbind.

Hidtil har anbefalingen været, at man bør bære mundbind, når man opholder sig i det offentlige rum.

I de nye vejledninger, der blev offentliggjort fredag, beder myndighederne befolkningen om at tage mundbind på alle steder - udover i eget hjem. Det gælder både udendørs og indendørs.

Men er der en smittet eller mulig smittet person i hjemmet, bør man også bære mundbind derhjemme, lyder det fra CDC.

- Overbevisende beviser understøtter nu fordelene ved ansigtsmasker til både at beskytte andre og i mindre grad beskyttelse af bæreren, står der i opdateringen.

Udgangsforbud på vej i Californien

I den mest folkerige delstat, Californien, er antallet af daglige smittetilfælde tredoblet på bare en måned. Fredag registrerede staten 22.000 nye smittede.

Samtidig stiger presset på hospitalerne i Californien, hvilket fredag fik guvernør Gavin Newsom til at annoncere nye restriktioner, som omfatter et udgangspåbud.

- Det her er det mest udfordrende tidspunkt, siden pandemiens begyndelse, sagde guvernøren.

Myndighederne i Californien frygter, at statens hospitaler snart ikke kan følge med.

Påbuddet vil træde i kraft, når en intensivafdelingerne i en region når over 85 procents kapacitet. Det ventes nogle at gøre allerede i denne uge, skriver New York Times.

Når en region bliver underlagt påbuddet, må indbyggerne kun forlade hjemmet for at gå på arbejde, handle eller helt nødvendige gøremål. Samtidig bliver private forsamlinger forbudt, og en række offentlige sektorer lukker ned for alt andet end kritiske funktioner.

Venter på vaccinen

USA er et af flere lande, som forventer at kunne begynde at vaccinere mod covid-19 inden længe, når de første vacciner ventes godkendt i USA.

Landets kommende præsident, Joe Biden, har gjort det klart, at amerikanerne ikke vil blive tvunget til at tage vaccinen, når den bliver tilgængelig i landet.

- Som præsident vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at opmuntre folk til at gøre det rigtige, og når de gør det, vise at det gør en forskel, siger Biden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Derudover vil han på baggrund af det stigende smittetal indskrænke deltagertallet ved hans kommende indsættelsesceremoni i januar.

I alt har USA bekræftet over 14,3 millioner smittetilfælde med covid-19 siden pandemiens begyndelse.