Udland

Dagene efter Diego Maradonas død vil stå lysende klare i min erindring i al evighed

Eva Ravnbøl rejste til Napoli straks efter nyheden om Diego Maradonas død. Her fortæller hun om sine oplevelser.

Kærlighedshistorien mellem manden og byen ophører aldrig, men med hans død fulgte megen spontan sorg og smerte, mange tårer, mange fælles minder. Selvom det er 30 år siden, at han spillede for byens fodboldklub, er det slet ikke til at mærke, at der er gået så mange år.

Der er naturligvis tale om fodboldspilleren Diego Maradona og byen Napoli, som også huser fodboldklubben SSC Napoli.

Diego er kærlighed. Han var en gud, men var samtidig det største og det mest inderlige og generøse menneske på denne jord.

Ciro Ferrara

Alle jeg mødte i byen havde stor lyst til at dele ud af deres følelser. Ciro, Angelo, Nino, Giuseppe og alle de andre:

- Det er som om, at en i familien er død.

- Jeg begyndte at græde sammen med resten af Napoli, da jeg hørte det.

- Han var et geni, han var guddommelig, han havde et hjerte af guld.

- Da han var i Napoli, var det en fest, der aldrig stoppede.

- Han var magisk.

- Han var som en far eller en bror.

- Han gjorde os stolte, og han fik os til at gå ranke rundt.

- Vesuv (byens vulkan, red.), San Gennaro (byens skytshelgen, red.) og Maradona er Napolis tre symboler.

Folk trodsede udgangsforbud i sorgen

Det, der bare ikke måtte ske, skete alligevel 25. november 2020. En dato, der vil gå over i historien. Netop som man troede, at dette år ikke kunne blive værre, så skete der noget, der fuldstændig overskyggede alle andre lidelser og genvordigheder i Napoli og omegn. Lige netop i dette efterår, hvor området har status af 'rød zone' på grund af coronavirus.

Byens symbol og folkets konge forlod pludselig denne jord. Nyheden kom fra Argentina, og de fleste troede først, at det var fake news, men måtte hurtigt indse, at det var den skinbarlige sandhed.

Trods udgangsforbud og meget stramme restriktioner strømmede folk ud af deres lejligheder og ned på gaden, hvor de græd og sørgede og mindedes deres store, næsten guddommelige idol, Diego Armando Maradona. Ingen politibetjente vovede at stoppe udlevelsen af den kollektive sorg. Følelserne fik frit løb. Og det blev ved og ved og ved. Og det bliver ved. Ingen ved hvor længe, men otte dage er der foreløbigt gået, og det er slet slet ikke nok.

Gigantisk mindealter under murmaleri

Jeg har altid haft en svaghed for Napoli og for napolitanerne, der på mange måder er en flok skøre, snedige, opfindsomme, kunstneriske, morsomme, ulydige og kreative anarkister. Jeg har igennem mine 30 år i Italien fundet ud af, at alle i resten af landet har meget stærke meninger om byen. Det er had eller kærlighed. For mit vedkommende det sidste.

Jeg vidste, hvor skrækkelig denne nyhed var for millioner af mennesker i både selve Napoli og resten af regionen Campania. Jeg skyndte mig derned og fik fat i Nino, en ægte Maradona-tilbeder og taxachauffør, som jeg har kendt i en del år. Han hentede mig på Stazione Centrale, og vi kørte op til det store vægmaleri eller murale af byens fodboldgud, som pryder en husmur i Quartieri Spagnoli.

Det er et fattigt og udsat kvarter midt i centrum, hvor vasketøjet blafrer fra balkonerne, og hvor folk kører mindst tre, ofte fire, på én scooter og altid uden hjelm.

Under den gigantiske murale var der indrettet et mindealter med blomster, børnetegninger, fotografier, kranse, fodboldtrøjer, stearinlys, flag og tørklæder. Det vrimlede med mennesker, der alle havde svært ved at skjule deres sorg. De fandt tydeligvis en smule lettelse ved at være sammen om smerten, og alle ville gerne fortælle om deres forhold til den argentinske frelser, der for evigt har forandret deres by.

Takket være store fodboldtriumfer, og takket være hans generøsitet og hans kærlighed til sine fans, gik Napoli fra at være en nedslidt by uden betydning til at overstråle alle andre. Det er historie, der bliver gentaget igen og igen.

Man har set ned på Napoli

Napolitanerne er nemlig altid blevet set skævt til og blevet diskrimineret af norditalienerne. De har følt sig trådt på og er blevet hånet i årevis. Oppe i Milano, Torino, blev der tjent penge og vundet fodboldkampe, og de fleste anså folk sydpå som nogle korrupte, dovne og fattige småforbrydere.

I 70’erne og 80’erne var napolitanerne oven i dette også ofre for både en skrækkelig koleraepidemi og et frygteligt jordskælv, der dræbte tusinder og gjorde endnu flere hjemløse.

Derfor sang norditalienske tifosi (fans) hadefulde sange som:

"Tag benene på nakken, nu kommer de beskidte napolitanere. De er kolerabefængte og er hærget af jordskælv. Gid vulkanen Vesuvs lava måtte vaske dem rene”.

Angelo Pompameo, som jeg mødte ved mindealteret, forklarede: - Vi var trætte af at være Italiens skraldespand, vi var trætte af alle fordommene mod os. Maradona fik os til at tro på os selv og til at sige, vi er her også.

Diego Armando Maradona kom til byen få år efter disse hændelser, og han var som et mirakel sendt fra himlen. En af verdens dengang bedste fodboldspillere, som kom fra slummen i Buenos Aires og landede i plagede Napoli, som i den grad trængte til noget at juble over og til at genfinde håbet. Og jeg skal love for, at det var det, de fik.

Ligeglade med Maradonas mørke sider

Maradona sørgede for at vinde mesterskabet for Napoli og dermed løfte taberbyen op i himlen og gøre alle til vindere. Han tryllede et folk med mindreværdskomplekser og bøjede nakker om til selvtilfredse og stolte syditalienere med tro på sig selv. Han var en gadedreng, der fik stjernestatus, og det var lige præcis det, alle hans fans kunne identificere sig med. Han fik små til at føle sig store, fattige til at føle sig rige og dårlige spillere til at føle sig som verdensmestre.

Derfor er sorgen og taknemmeligheden og gudedyrkelsen i Napoli noget, der ikke kan overfortolkes eller overdrives. De husker kun Maradona for det gode, han gav dem. De mørke sider som stofmisbrug, skattesnyd, mafiarelationer og så videre vil de nødig tale om. Når man spørger, er svaret altid det samme:

- Det hørte privatlivet til. Det kom ikke os ved. Han gav os alt, hvad vi kunne drømme om.

Mange lange nekrologer og analyser i de italienske aviser i disse dage ender ofte med at konkludere, at det netop var hans vilde og forbudte sider, der bragte ham endnu tættere på folk. Det, at han både var et geni og en virtuos og samtidig en ukontrolleret synder, gav ham en menneskelig dimension, der gjorde og stadig gør - ham så uendeligt fascinerende.

Napolis bystyre har allerede lovet at omdøbe byens stadion fra 'San Paolo' til 'Diego Armando Maradona'. Borgmesteren har også lovet, at der vil blive lavet et museum ude ved stadion, og at der langs metrostationerne i den nærmeste fremtid vil blive arrangeret udstillinger af alle de tegninger, billeder, trøjer, plakater, mindetavler, børnekunstværker og så videre, der er blevet sat op langs hegnet rundt om byens store stadion og flere andre steder i byen.

Der er også forlydender om statuer, der er ved at blive bygget, flere vægmalerier dukker hele tiden op, og mindebegivenheder skal helt sikkert afvikles i massevis, når corona er fortid, og folkemængder igen bliver lovlige.

Som Maradonas ven og holdkammerat fra deres fælles storhedstid, Ciro Ferrara, siger:

- Diego er kærlighed. Han var en gud, men var samtidig det største og det mest inderlige og generøse menneske på denne jord.