Coronavirus

Biden advarer: Det er sandsynligt, at yderligere 250.000 mennesker vil dø på kort tid

Anthony Fauci, USA's ledende ekspert i infektionssygdomme, skal torsdag mødes med Joe Bidens overgangshold for at diskutere coronapandemien.

Coronasmitten i USA slår nye rekorder i disse dage.

Ifølge New York Times døde mindst 2885 amerikanere onsdag, mens de var syge med covid-19. Det er det hidtil højeste antal døde på én dag.

Samtidig er over 100.000 covid-19-patienter ifølge Covid Tracking Project indlagt på hospitaler i USA.

Det samlede antal døde med covid-19 er over 270.000 og USA's kommende præsident, Joe Biden, frygter, det bliver meget værre.

- Det er sandsynligt, at yderligere 250.000 mennesker vil dø fra nu af og til og med januar. Hører I, hvad jeg siger? For ingen reagerer, sagde Biden onsdag på et møde om de økonomiske konsekvenser af coronapandemien.

Ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz har Joe Biden en pointe, når han siger, at amerikanerne ikke tager pandemien alvorligt nok:

- For en uge siden var det thanksgiving her i USA, og amerikanerne var på forhånd blevet opfordret til at blive hjemme for at undgå smittespredning. Alligevel rejste over 50 millioner med fly den weekend, og de har altså været med til at sprede smitten. Det vil vi se konsekvensen af lige omkring juletid.

Lyn-analyse

Der er en væsentlig forskel på nu og tidligere på året, da coronapandemien ramte USA. Her blev man ramt meget hårdt på Østkysten i New York, New Jersey og så videre. Nu er det hele landet, der er meget hårdt ramt. Siden foråret har USA haft syv-otte måneder til at bekæmpe krisen og lære at udvise samfundssind, hygiejneregler og afstand. Der mener eksperterne, at amerikanerne ikke er nået langt nok. Det er blandt andet derfor, vi nu i kølvandet på thanksgiving ser det her efterslæb og de voldsomme smittetal.

Første drøftelser mellem Fauci og Biden

Dr. Anthony Fauci, der USA's ledende ekspert i infektionssygdomme, skal torsdag mødes med Joe Bidens overgangshold for at drøfte håndteringen af coronapandemien. Det siger Fauci i et interview med CBS News.

Fauci siger i interviewet, at han allerede har talt med Joe Bidens kommende stabschef, Ron Klain, et par gange.

De to har dog ikke haft tid til at drøfte detaljer i en strategi over for coronapandemien, siger han.

- Jeg skal mødes med dem i dag over Zoom. Så i dag vil være første gang, hvor der vil være substantielle diskussioner mellem mig og Bidens hold, siger Anthony Fauci.

- Jeg er meget glad for, at vi i dag vil have de første drøftelser om en række ting - vacciner og den slags, tilføjer han.

Trump forsinker overtagelse

USA's afgående præsident, Donald Trump, har i ugevis forsinket overgangsprocessen, der går forud for indsættelsen af Joe Biden som ny præsident 20. januar.

Donald Trump har hidtil nægtet at anerkende nederlaget til sin demokratiske rival og har i den forbindelse afvist at lade Joe Bidens stab mødes med nøglefigurer i Det Hvide Hus som led i overgangsprocessen.

Anthony Fauci har været den mest profilerede ekspert i en taskforce i Det Hvide Hus, der arbejder med bekæmpelse af coronakrisen.

Han er således blevet et særdeles velkendt ansigt på amerikansk tv, hvor han ofte bliver bedt om at give sit bud på, hvordan regeringen bør bekæmpe pandemien.

Kold luft

Det har resulteret i kold luft mellem Fauci og præsident Trump, der har valgt sin egen strategi og ofte ignoreret Anthony Faucis anbefalinger.

I interviewet med CBS News siger Anthony Fauci, at han ville ønske, at han havde haft mulighed for at mødes med Joe Bidens stab tidligere.

Han understreger, at en gnidningsfri overgangsperiode er vigtig, hvis den kommende administration skal være klar til at gribe tøjlerne 20. januar.

- Jeg har tjent seks administrationer, og jeg har været igennem fem overgangsperioder, og jeg ved, at overgangsprocesser er meget vigtige, hvis man vil have en god overdragelse af ansvaret, siger han.