Udland

Trumps corona-rådgiver siger op

Scott Atlas har siddet som rådgiver i præsidentens corona-taskforce til trods for, at han ikke besidder lægefaglig ekspertviden på området.

Præsident Donald Trump siger farvel til sin særlige rådgiver Scott Atlas, som har rådgivet præsidenten om regeringens håndtering af coronakrisen i USA.

Det kunne den konservative tv-station Fox News berette som det første amerikanske medie. Siden har Scott Atlas selv bekræftet sin afgang på Twitter, hvor den nu tidligere rådgiver i Trump-regeringens corona-taskforce har lagt sit opsigelsesbrev op.

- Jeg er stolt af at have tjent Donald Trump og det amerikanske folk igennem disse svære tider, skriver han i en vedhæftet kommentar til brevet.

I selve opsigelsen skriver Scott Atlas, at han i sin tid som coronarådgiver for præsidenten har "arbejdet hårdt med ét primært fokus: at redde liv og hjælpe amerikanere gennem pandemien".

- Som I ved, har jeg altid sat min lid til den nyeste forskning uden at tage politiske hensyn, skriver han.

Atlas blev ansat i den særlige rådgiverfunktion i midten af august, da præsidenten blev imponeret over hans fremtoning i flere interviews på Fox News. Ifølge hans kontrakt var det en stilling, der automatisk ville udløbe efter 130 dage, og opsigelsen falder kort inden den tidsfrist.

Ikke alle er dog enige i, at Atlas har forholdt sig nøgternt til forskernes råd under pandemien.

Scott Atlas har blandt andet været nødsaget til offentligt at undskylde en optræden på russisk stats-tv i valgkampens slutspurt. Her fremsatte rådgiveren en række tvivlsomme påstande – blandt andet satte Atlas spørgsmålstegn ved, om det kan mindske smitten at bære maske.

Intern kritik af Atlas

Scott Atlas har en sundhedsfaglig baggrund inden for neuroradiologi og besidder ikke udpræget virologisk ekspertviden. Det er også noget, flere i præsidentens egen administration har kritiseret.

Lederen af Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol og Sygdomsforebyggelse, Robert Redfield, har i et telefonopkald sagt om Atlas, at "alt hvad han siger, er usandt".

USA's førende virolog Anthony Fauci har ligeledes sagt i et interview med NBC, at han "ikke har lyst til at sige noget dårligt om doktor Atlas som menneske, men":

- Jeg er fuldstændig uenig i de standpunkter han tager. Det er jeg bare, punktum.

Gang i svingdøren

Scott Atlas er ikke den første – ej heller formentlig den sidste – til at forlade Det Hvide Hus, inden Donald Trump er færdig med sit præsidentembede.

Siden valget i begyndelsen af november har præsidenten afskediget flere medarbejdere i sin administration. De mest fremtrædende er præsidentens nu tidligere forsvarsminister Mark Esper og lederen af regeringens cybersikkerhedsenhed, Chris Krebs.

Ifølge The New York Times blev Mark Esper fyret, blandt andet fordi han i juni offentligt modsatte sig præsidentens ønske om at indsætte amerikanske tropper på gaderne i de amerikanske storbyer i kølvandet på de massive demonstrationer efter George Floyds død.

Chris Krebs blev afskediget med øjeblikkelig virkning, fordi han i ugerne efter valget gik i rette med præsident Trumps udokumenterede påstande om valgsvindel.

Flere amerikanske medier forventer, at præsidenten har flere fyringer gemt i ærmet.

Trump har endnu ikke erkendt nederlaget til sin demokratiske modstander Joe Biden.