Udland

Nye flag i lygtepælene markerer afslutningen på krig på kanten af Europa

Der er skabt fred efter den seneste krig om Nagorno-Karabakh – men konflikten er ikke løst.

I dag udløber den sidste frist for den armenske befolkning, der skal forlade deres hjem gennem mange år i det vestlige Aserbajdsjan.

Lige til det sidste brød armeniere op fra området og begav sig afsted mod Armenien med deres kvæg, møbler og hvad de ellers kunne medbringe af ejendele, rapporterer nyhedsbureauet AP.

Nogle af de fordrevne valgte som deres sidste farvel at sætte deres huse i brand frem for at efterlade dem til nogle nye, aserbajdsjanske indbyggere.

Op mod 200.000 indbyggere er tvunget til Armenien i løbet af de seneste uger, mens aserbajdsjanske i dag rykkede ind i de sidste af de erobrede områder, hvor soldater markere overgangen med aserbajdsjanske flag i lygtepælene.

Soldater fra Aserbajdsjan, der i dag er nået frem til tidligere armensk-beboede områder og markerer områdets nye status med flag i lygtepælene

Et stort armensk nederlag

Fredsaftalen, der blev indgået i starten af november, giver store dele af det vestlige Aserbajdsjan tilbage til Aserbajdsjan, efter at området siden 1994 har været besat af Armenien.

Det betyder, at de aserbajdsjanere, der blev fordrevet i 90’erne, nu får en chance for at vende tilbage til deres hjem – de samme huse, som armenierne i de mellemliggende år er kommet til at betragte som deres hjem.

Aftalen betyder, at Aserbajdsjan nu har kontrol over hele sit territorium bortset fra kerneområdet i det armensk befolkede Nagorno-Karabakh, der allerede i 1991 erklærede sig uafhængigt af Aserbajdsjan.

Kampene blev afsluttet på et tidspunkt, hvor soldaterne fra Armenien og Nagorno-Karabakh var presset alvorligt i defensiven. Freden skal overvåges af 2000 fredsbevarende russiske soldater.

- Der er vendt op og ned på politikken i området. Magtforholdene er ændret, så armenierne har tabt meget magt. Det er en udvikling, der har været undervejs i mange år, hvor Aserbajdsjan er vokset støt i styrke både militært og økonomisk, forklarer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Splidsboel.

Raseri mod premierministeren

I Armenien blev det modtaget med chok i befolkningen, at landet var tæt på at tabe militært og måtte acceptere at opgive de store landområder, som man siden 90’erne havde vænnet sig til at betragte som armensk land.

En rasende menneskemængde stormede parlamentet og forsøgte at få fat i premierminister Nikol Pashinyan, efter at han havde underskrevet fredsaftalen. Og lige siden har der været store demonstrationer vendt mod premierministeren i landet.

For 14 dage siden blev oppositionslederen Artur Vanetsyan, der er tidligere leder af landets sikkerhedstjeneste, endda kortvarigt anholdt, mistænkt for at have planlagt et attentat på premierministeren.

En armensk familie fra det aserbajdjsanske område mandag, i gang med at fylde bagagerummet med brænde før turen til Armenien.

- Det er alle armenieres værste mareridt: At arvefjenderne kan vinde over dem militært. Det er et spøgelse, der stammer helt tilbage til det armenske folkemord i 1915. Det vil være en kilde til ustabilitet i Armenien. Men lige nu har man ikke styrken til at gøre noget ved det, siger Kaukasus-kenderen Allan Have Larsen, der skriver om konflikten i magasinet rØST.

Og Flemming Splidsboel vurderer, at det for altid vil være et centralt emne i armensk politik.

- Det er områder, man føler, man har ret til. Og kravet om, at man skal have de tabte territorier tilbage, bliver en del af det politiske DNA i Armenien. Ligesom hos palæstinenserne, hvor man stadig taler om at tilbageerobre sit territorium, bliver det et spørgsmål, hvor ingen politikere kan gøre indrømmelser, siger han.

En stor sejr

I Aserbajdsjan er situationen den stik modsatte. Her føler man, at præsident Ilham Aliyev har leveret varen: Den tilbageerobring af tabte landområder, som man har talt om siden nederlaget i 90’erne.

- Lige nu fejrer de det som en stor sejr – hvad det jo også er. Men der er givetvis nogle i Aserbajdsjan, der gerne vil have mere. Måske om fem eller ti år vil der være nogle, der ønsker at tage en runde til med krig for endegyldigt at få kontrol over Nagorno-Karabakh, siger Flemming Splidsboel.

Eksperterne er enige om, at de russiske, fredsbevarende styrker i området ser ud til at garantere en stabil, fredelig periode i området på kort sigt.

Men på længere sigt kan det ændre sig.

- Jeg kan se to potentielle problemer, siger Allan Have Larsen.

- Det ene handler om de korridorer, som de russiske soldater skal beskytte. Den ene skal forbinde Armenien og Nagorno-Karabakh, og den vej vil næppe volde problemer. Den anden skal forbinde Aserbajdsjan med enklaven Nakhitjevan, hvilket kræver, at der bliver etableret en vej gennem armensk territorium. Det kan blive konfliktfyldt, siger han.

Det andet problem handler om, hvilken rolle Tyrkiet skal spille i fredsprocessen. Tyrkiet er Aserbajdsjans nære allierede og forventer at få en central rolle i den fredsbevarende mission.

- Tyrkerne opfatter situationen sådan, at de skal overvåge de russiske, fredsbevarende styrker. Det er ikke givet, at russerne opfatter det på samme måde, siger Allan Have Larsen.