Mystisk monolit dukkede op ud af det blå – nu er den forsvundet igen
Monolitten ser ud til at være blevet omhyggeligt plantet. Men af hvem?
Det er stadig et stort mysterium, hvordan den dukkede op i Utahs ørken.
Nu er den forsvundet igen, og det er et ligeså stort mysterium.
Onsdag i forrige uge fløj en helikopter fra Utah Department of Public Safety over ørkenen i den sydøstlige del af den amerikanske delstat.
Helikopteren var ude for at tælle bighornfår, da en biolog ombord fik øje på noget uventet.
- Han var sådan: ”wow, wow, wow, vend om, vend om!”, fortalte piloten Bret Hutchings til lokalmediet KSL TV.
- Der var et eller andet. Vi er nødt til at vende om og kigge på det, fortsatte biologen ifølge Bret Hutchings.
Og det gjorde de så.
Fundet var opsigtsvækkende.
Omhyggelig plantet 'monolit'
For blandt ørkenens røde sten stod en tre-fire meter høj metalkonstruktion, der gav associationer til den sorte monolit fra Stanley Kubricks science fiction-film ’Rumrejsen år 2001’ fra 1968.
Men trods associationerne så konstruktionen ikke ud til at være dumpet tilfældigt ned fra rummet – eller fra luften.
Monolitten, som den er blevet døbt i pressen, så nærmere ud til at være blevet omhyggeligt plantet ifølge Bret Hutchings. Men af hvem?
Spørgsmålet har optaget internettet og alverdens medier lige siden.
Det er jo nok ikke rumvæsener, selvom spøgen ligger lige for. Måske er det en kunstner?
Ifølge New York Times kredser mistanken sig især om John McCracken, en amerikansk skulptør med forkærlighed for science fiction.
For det først bærer monolitten i Utahs ørken visse ligheder med nogle af John McCrackens skulpturer, blandt andet en skulptur i rustfrit stål, som i dag står på et galleri Manhattan.
For det andet kan kunstnerens søn, Patrick McCracken, ifølge avisen huske, at hans far i 2002 sagde noget om, at han godt kunne tænke sig at efterlade sine kunstværker på øde områder, for at de kunne blive opdaget på et senere tidspunkt.
Men ingen kan spørge John McCracken, om monolitten er hans værk. For han døde i 2011.
Fjernet af ukendte
Så foreløbig forbliver det et mysterium, hvem der står bag placeringen af monolitten i Utah. Og nu er der så opstået et nyt mysterium. For monolitten er forsvundet, og ingen ved – udover dem, der står bag – hvem der har fjernet den.
Den jord, monolitten var plantet i, er ejet af Bureau of Land Management (BLM), som er den myndighed, der forvalter offentlig jord i Utah.
Men det er ikke ansatte derfra, der har fjernet den, fremgår det af et Facebookopslag.
- Vi har modtaget troværdige meldinger om, at den ulovligt installerede struktur, omtalt som ”monolitten”, er blevet fjernet af en ukendt part fra Bureau of Land Managements offentlige jord, skriver de i et opslag på Facebook.
Ifølge opslaget anses "strukturen" som privat ejendom, og derfor ligger den nu hos det lokale politikontor.
De myndigheder, der først opdagede monolitten, fortalte aldrig dens præcise placering. De frygtede, at nysgerrige ville tage ud for at finde den og fare vild i forsøget.
Men det lykkedes ikke at holde folk væk fra området.
For det tog ikke længe, før folk på internettet ved hjælp af Google Earth havde fundet frem til monolittens lokation.
Siden har flere personer lagt billeder på sociale medier, hvor de poserer ved siden af den mystiske struktur, som altså ikke står der længere.