Udland

Skotsk førsteminister føler sig sikker på uafhængighed

Førsteminister Nicola Sturgeon er ikke i tvivl om, at Skotland snart vil opnå uafhængighed fra Storbritannien.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, vil lørdag i en tale fortælle sine partifæller i Scottish National Party (SNP), at hun ”aldrig har været mere sikker på”, at landet vil opnå uafhængighed fra Storbritannien.

Det fremgår af en tidligt udgivet version af talen, hun lørdag planlægger at fremføre på sit partis årlige politiske konference.

- Uafhængighed venter lige forude, og med fælles vilje, ydmyghed og hårdt arbejde har jeg aldrig været mere sikker på, at vi vil levere det, står der i talen, som Sturgeon vil give ved konferencen, der afholdes virtuelt.

Sturgeon og pro-uafhængighedspartiet SNP har kæmpet for, at der skal afholdes en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed, siden partiet vandt langt størstedelen af de skotske sæder i det britiske parlament ved Storbritanniens parlamentsvalg i 2019.

Siden valget har meningsmålinger vist, at langt størstedelen af skotterne nu støtter uafhængighed. Det er på trods af, at et flertal i Skotland stemte for at forblive en del af Storbritannien ved en folkeafstemning i 2014.

Johnson har afvist ny folkeafstemning

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har gentagne gange afvist krav om at afholde en ny folkeafstemning.

Han har argumenteret for, at afstemningen i 2014 afgjorde spørgsmålet for denne generation.

Forkæmpere for skotsk uafhængighed angreb tidligere på måneden Boris Johnson for at komme med kommentarer om, at oprettelsen af et selvstyrende parlament i Skotland har været ”en katastrofe”.

Nicola Sturgeon sagde efterfølgende, at Skotlands parlament kun kan beskyttes ved at opnå uafhængighed.

Det skotske parlamentsvalg i maj 2021 er derfor yderst vigtigt for både Johnson og Sturgeon, da SNP argumenterer for, at en valgsejr vil give partiet mandat til at sikre uafhængighed.

Nicola Sturgeon sagde torsdag, at hun forventer en folkeafstemning om uafhængighed umiddelbart efter valget.