Barnier ser store uenigheder forud for fysiske forhandlinger

Forhandlingerne om at nå en handelsaftale mellem EU-landene og Storbritannien er i den afgørende fase.

EU's chefforhandler for Brexit, Michel Barnier, er sent fredag aften ankommet til London, hvor forhandlinger om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien skal finde sted i weekenden.

Det skriver det britiske medie BBC.

Forud for sin rejse sagde Barnier, at der stadig var store uoverensstemmelser hos forhandlerne, på trods af at deadlinen for at nå i mål er faretruende tæt på.

Efter ankomsten til London siger Barnier ifølge BBC, at han vil gå til forhandlinger med tålmodighed og beslutsomhed.

Tidligere har den britiske premierminister, Boris Johnson, insisteret pĂĄ, at det var muligt at lande en handelsaftale med EU.

Fredag siger premierministeren imidlertid, at ”der er en aftale, hvis de ønsker en aftale”, men der er stadig ”væsentlige og vigtige forskelle” mellem de to parter med lidt over en måned tilbage til forhandlingernes deadline i december.

Forhandlerne stræber efter at indgå en handelsaftale, inden Storbritanniens overgangsperiode efter Brexit slutter i januar 2021.

Der er ikke sat en dato på for, hvornår en handelsaftale skal være på plads, hvis den skal nå at træde i kraft inden årsskiftet. Men tiden løber, da aftalen også skal godkendes i EU-Parlamentet.

Strid om fiskeri

Forhandlinger har den seneste uges tid foregĂĄet via videolink efter coronasmitte i Barniers inderkreds.

Barnier rejste til London efter at have orienteret EU-ambassadører og medlemmer af EU-parlamentet om de videre forhandlingerne.

– I overensstemmelse med de belgiske regler er mit team og jeg ikke længere i karantæne. Fysiske forhandlinger kan fortsætte, skrev Barnier fredag på Twitter.

– Det er sent, men en aftale er stadig mulig, og jeg vil fortsætte, så længe der stadig er muligheder, lovede Barnier tidligere på ugen.

Et af de store stridighedspunkter i forhandlinger har været fiskeri. Fra EU’s side har det lydt, at medlemslandene i fremtiden skal have adgang til det britiske farvand som i dag. Fra britisk side har man omvendt nævnt årlige forhandlinger om fiskekvoter.

Ud over fiskeriet er der i forhold til handelsaftalen også uenighed om, hvordan man skal sikre lige konkurrence i fremtiden, hvis Storbritannien bliver en del af det indre marked i EU. Det gælder især i forhold til statsstøtte.

Derudover er der uenighed om, hvordan man i fremtiden skal afgøre tvister - herunder EU-Domstolens rolle i forhold til Storbritannien.