Udland

Kontroversiel video får præsident Macron til at reagere: De billeder bringer skam over os

En fransk musikproducer blev slået af betjente i flere minutter.

I Frankrig blev fire politibetjente fredag suspenderet, efter at en video af en voldsom anholdelse har ramt internettet.

Fredag aften reagerede præsident Emmanuel Macron på videoen.

- De billeder, vi alle har set af overfaldet på Michel Zecler, er uacceptable. De bringer skam over os, skriver han på Facebook og Twitter.

Michel Zecler er en musikproducer, der i lørdags var på vej mod Black Gold Studios i Paris’ 17. arrondissement.

Da han gik ind ad døren, blev han fulgt af tre politibetjente. Det viser en video optaget indefra studiet. Den viser også, at betjentene tager fat i Michel Zecler og gennem flere minutter tildeler ham adskillige slag.

Forargelse i Frankrig

Michel Zecler har fortalt til det franske onlinemedie Loopsider, at han var på vej til pladestudiet uden mundbind på, da han fik øje på en politibil.

Det kan i Paris give store bøder ikke at bære mundbind offentligt, og derfor skyndte han sig mod døren til pladestudiet, men nåede ikke at slippe væk fra betjentene.

Loopsider var torsdag det første medie til at bringe overvågningsvideoen af anholdelsen, som siden har skabt heftige reaktioner i Frankrig.

Fremtrædende politikere, musikere og verdensstjerner som fodboldspilleren Kylian Mbappé har udtrykt deres forargelse.

- Ubærlig video, uacceptabel vold. Sig nej til racisme, skriver den franske verdensmester på Twitter sammen med et billede af en forslået Michel Zecler.

Ifølge Michel Zecler udsatte betjentene ham også for racistiske skældsord. Flere gange kaldte de ham ”beskidte nigger”, har han fortalt ifølge Loopsider.

Heldige at have videoer

I forbindelse med anholdelsen blev han sigtet for vold og for at have modsat sig anholdelse, skriver BBC. Ifølge hans advokat, Hafida El Ali, tilbragte han 48 timer i arresten. Siden blev sigtelserne droppet, og i stedet åbnede anklagemyndigheden en undersøgelse af de involverede betjente.

- Hvis ikke vi havde videoerne, sad min klient måske stadig i fængsel, har Hafida El Ali sagt ifølge The Guardian.

Michel Zecler og advokaten mødte torsdag op på politiets hovedkvarter i Paris for at klage over anholdelsen.

- Dem, der skulle beskytte mig, overfaldt mig. Jeg gjorde intet for at fortjene det her. Jeg håber bare, de bliver straffet efter loven, sagde han til journalisterne foran politigården.

- Selvfølgelige var jeg bange. Det er heldigt, at jeg har videoerne til at beskytte mig, tilføjede han.

Frygter nyt lovforslag

Hændelsen er kommet frem i en uge, hvor der er særligt fokus på fransk politi, blandt andet efter at betjente med hårdhændede metoder ryddede en migrantlejr i Paris først på ugen.

Samtidig har regeringen præsenteret et omstridt lovforslag, der vil begrænse borgere i at offentliggøre billeder af betjente.

Regeringen har understreget, at loven kun er rettet imod billeder, der åbenlyst har til hensigt at gøre politibetjente eller soldater fortræd fysisk og psykisk.

Men kritikere frygter, at det vil forhindre journalister og almindelige borger i at dokumentere politibrutalitet.

Lørdag er der indkaldt til demonstrationer imod lovforslaget, som endnu mangler at blive stemt igennem i Senatet. Det skriver AFP.