Var gerningsmand i virkeligheden det 271. offer for flybomben? Familien vil rense hans navn
En rapport såede tidligere i år tvivl om dele af retsprocessen, der førte til dom i sagen om Lockerbie-bombningen. Nu begynder appelsagen.
Var det justitsmord, da en tidligere libysk efterretningsofficer blev dømt for at stå bag bombningen af et amerikansk passagerfly i 1988?
Det spørgsmål skal Skotlands højesteret tage stilling til i en stor appelsag, der blev indledt tirsdag.
Pan Am-flyet var på vej fra London til New York, da det 21. december 1988 eksploderede i luften over den skotske by Lockerbie.
Alle 243 passagerer og flyets 16 besætningsmedlemmer blev dræbt. Yderligere 11 mistede livet, da flyets vragdele ramte jorden.
I alt døde 270 personer fra 21 forskellige lande i terrorangrebet.
Abdelbaset al-Megrahi blev i 2001 dømt for at stå bag bombningen, men fastholdt sin uskyld frem til sin død i 2012.
Bag appelsagen står den dømte bagmands familie, som vil have renset hans navn.
- Vi er i besiddelse af mange beviser, som vi ikke har afsløret for offentligheden. Magrahi-familien anser deres far som det 271. offer for Lockerbie, siger familiens advokat, Aamer Anwar, ifølge New York Times.
Gennemgang afslørede fejl i retssag
Den opsigtsvækkende retssag mod Abdelbaset al-Megrahi varede 36 uger og blev gennemført på en amerikansk militærbase i Holland under skotsk lov. Han blev idømt fængsel på livstid med krav om minimum 27 års afsoning.
Libyeren forsøgte selv at appellere dommen ad to omgange. Han tabte den første sag og frafaldt selv den anden, kort inden han i 2009 blev løsladt af humanitære årsager, fordi han var dødeligt syg med kræft.
Efter hans død indbragte familien sagen for Skotlands kommission for genoptagelse af kriminalsager, SCCRC, som i marts i år sendte dommen tilbage til domstolene.
- Vores formål er ikke at afgøre skylden eller uskyldigheden hos en ansøger. Vores formål er at undersøge grundlaget for at genbehandle sagen og afgøre, om det opfylder betingelserne for en potentiel fejlbehandling, udtalte kommissionsformand Bill Matthews.
I sin afgørelse vurderede kommissionen, at på baggrund af beviserne i den oprindelige retssag ville "ingen domstol med rimelighed kunne sige, at skylden var bevist uden for enhver tvivl".
Kommissionen konkluderede desuden, at anklagemyndigheden havde begået fejl ved ikke at dele alle informationer med al-Megrahis forsvarer, hvorfor han ikke havde fået en fair retssag.
Sporet fra en kuffert med tøj
Ved retssagen i 2001 fandt retten det bevist, at Lockerbie-bomben havde været placeret i en kuffert i flyets bagagerum.
Kufferten var blevet sendt afsted fra Maltas internationale lufthavn over Frankfurt, inden den i Londons Heathrow-lufthavn var blevet læsset om bord på Pan Am-flyet.
De centrale beviser var:
- I kufferten havde været en række beklædningsgenstande, som var købt i en butik i Malta nogle uger forinden.
- Butikkens ejer, Tony Gauci, fortalte i retten, at han havde solgt tøjet til en libysk mand.
- Gauci identificerede køberen som Abdelbaset al-Megrahi.
- Tøjet blev købt på en dato, hvor Megrahi befandt sig på Malta tæt ved tøjbutikken.
- Megrahi var medlem af Libyens efterretningstjeneste, JSO, og besad flere højtstående poster, herunder ansvaret for lufthavnssikkerhed.
- Timeren til at udløse bomben var fremstillet af den schweiziske virksomhed MEBO.
- MEBO havde solgt store mængder af denne type timere til Libyen.
- Megrahi have tætte forbindelse til både MEBO og medlemmer af JSO og Libyens militær, som havde købt timerne.
På den baggrund fandt retten det bevist uden for enhver tvivl, at Abdelbaset al-Megrahi var skyldig, mens en anden tiltalt blev frifundet.
Kronvidnet i fokus
Den skotske kommission, der har tilladt appelsagen, retter kritik mod dele af retsprocessen. I centrum står kronvidnet Tony Gauci.
Dels indberettede anklagemyndigheden ikke en erklæring og en politirapport, der rejste bekymring ved, at Gauci havde været i besiddelse af fotografier af den tiltalte, inden han udpegede ham som køberen af tøjet. Det kunne i retten have sået tvivl om Gaucis forklaring.
Derudover oplyste anklagemyndigheden ikke, at Gauci stod til at modtage en kontant belønning fra det amerikanske udenrigsministerium for sit vidneudsagn.
Kommissionens rapport fik på et pressemøde i marts advokaten Aamer Anwar til at rette en hård kritik af retsprocessen.
- På baggrund af den udbredte tvivl om dommen har det skotske retssystems ry lidt stor skade både herhjemme og internationalt, sagde han ifølge The Guardian.
Anklager om justitsmord
Appelsagen, der blev indledt ved Skotlands højesteret tirsdag, skal derfor vurdere, hvorvidt beviserne i retssagen retfærdiggør en skyldskendelse.
Robert Black, der er professor emeritus i skotsk lov ved Universitet i Edinburgh, kalder dommen for "et justitsmord" og har flere gange opfordret til at lade sagen gå om, skriver New York Times.
Også Megrahi-familien og dens advokater har fastholdt, at Abdelbaset al-Megrahi var offer for et af de største justitsmord i britisk retshistorie.
- Hans børn mistede deres barndom. De bærer byrden af at dele navn med den mand, som står dømt for det værste mord i Storbritannien. Og når navnet Megrahi bliver nævnt, forbinder folk dem altid med Lockerbie-bomberen, har Aamer Anwar tidligere sagt.
Advokaterne har længe mistænkt Iran for at stå bag bombningen. Det skal være sket ved at hyre en syrisk-palæstinensisk gruppe til at bombe flyet som hævn for USA's nedskydning af et iransk passagerfly tidligere i 1988, som kostede 290 mennesker livet.
Hemmelige dokumenter holdes skjult
Det vides ikke, hvilke "nye beviser" familiens advokater vil fremlægge i appelsagen, men de har forsøgt at få adgang til hemmeligstemplede dokumenter fra den britiske regering.
I sidste uge besluttede højesteret dog at fastholde beskyttelsen af de to dokumenter, så de ikke kan blive fremlagt i retten. Afsløring af dokumenterne ville ifølge den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, kunne gøre "stor skade" på Storbritanniens internationale forhold og nationale sikkerhed.
Den skotske anklagemyndighed har udtalt, at de vil kæmpe hårdt for at forsvare dommen fra 2001.