Coronavirus

Guvernør i New York advarer om 'giftig cocktail' efter smittestigning

Befolkningens corona-træthed kombineret med de kommende højtider og allerede stigende smittetal vækker bekymring.

Smitten stiger igen i New York, og de daglige smittetal er nu på niveau med slutningen af april.

På et pressemøde mandag kom New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, derfor med en kraftig advarsel rettet mod delstatens indbyggere.

- Vi befinder os lige nu på et sted, hvor der er en dårlig synergi, konstaterede han.

Sideløbende med den stigende smitte oplever guvernøren en "corona-træthed" i befolkningen, hvor mange ifølge guvernøren tager lettere på myndighedernes anbefalinger og restriktioner.

Hertil kommer, at newyorkerne nu går ind i en tid med store sociale sammenkomster i forbindelse med den amerikanske højtid thanksgiving og næste måneds jul og nytår.

- Det er en skidt kombination, og det er altid kombinationen af flere ting, som skaber de store problemer. Det her er en giftig cocktail, advarede Andrew Cuomo.

Indlæggelser fordoblet på tre uger

Selv uden de forestående højtider er udviklingen bekymrende, forklarede guvernøren på pressemødet.

Her fremviste han en graf over antallet af indlæggelser på delstatens hospitaler, som på tre uger er mere end fordoblet fra godt 1200 til over 2700.

- Hvis vi laver en fremskrivning for de næste tre uger med samme udvikling, ved I så, hvor vi er? 6000 indlæggelser. Forstår I det?, sagde Cuomo.

Vi er truet af alle omkring os

Andrew Cuomo, guvernør, New York

Det seneste døgn har New York registreret 5906 nye smittetilfælde, men faktisk har New York lige nu nogle af de laveste smittetal i USA relativt set.

Man skal dog ikke længere væk end til nabostaterne Connecticut, New Jersey og Pennsylvania for at finde markant større smittetryk. Og folk rejser på kryds og tværs af delstatsgrænserne.

- Vi er truet af alle omkring os, sagde Andrew Cuomo.

Frygter falsk tryghed

Guvernøren frygter, at den seneste tids nyheder om kommende coronavacciner kan skabe en falsk tryghed i befolkningen, og derfor brugte han også tid på pressemødet på at advare om, at vacciner ikke kommer hurtigt nok til at bremse den nuværende udvikling.

Han bad derfor sine borgere om at huske på situationen i foråret med overfyldte hospitaler og bedemænd, der ikke kunne følge med.

- Husk på, hvor stor en indsats og hvor meget smerte det krævede at nå hertil. Det er meget nemmere at få smitten til at stige igen end at få den til at falde. Og hvis vores handlinger ændrer sig, vil smitten ændre sig.

Noget kunne tyde på, at guvernørens frygt er berettiget.

For selvom den amerikanske sundhedsmyndighed CDC i sidste uge på det kraftigste anbefalede at droppe rejser under thanksgiving-ferien, ventes op mod 50 millioner amerikanere at trodse advarslerne og rejse udenbys for at fejre thanksgiving.