USA VALG

Biden har sat navn på sine første ministre

Joe Biden har på forhånd sagt, at han vil have et ministerhold, der afspejler forskellighederne i samfundet.

USA's tiltrædende præsident, Joe Biden, har mandag afsløret de første navne på de ministre, han har valgt til sin regering.

Anthony Blinken er udset som ny udenrigsminister, og Alejandro Mayorkas skal være minister for indenlandsk sikkerhed.

Tidligere udenrigsminister John Kerry vil blive udpeget som Bidens særlige "klima-zar".

Derudover har Biden sat navn på, hvem han ønsker som kandidat til national sikkerhedsrådgiver, efterretningschef og ny FN-ambassadør.

Alle positioner skal senere bekræftes ved afstemning i Senatet.

UDENRIGSMINISTER

Anthony Blinken, 58 år, er uddannet jurist og tidligere taleskriver for Bill Clinton. I Barack Obamas administration arbejdede han lige under den nationale sikkerhedsrådgiver, og senere var han viceudenrigsminister.

Han har i årevis været en af Joe Bidens fortrolige og har tidligere arbejdet for Biden i Senatets udenrigskomite og i Bidens tid som vicepræsident. I et interview i 2013 blev Anthony Blinken af Biden betegnet som the go-to guy.

Personer med kendskab til Blinkens ledelsesstil siger, at han er en diplomat til fingerspidserne - eftertænksom og med rolig stemmeføring - og meget velbevandret i udenrigspolitik.

MINISTER FOR INDENLANDSK SIKKERHED

Alejandro Mayorkas, 60 år, bliver med sine cubanske rødder den første på posten med latinamerikansk baggrund.

Under Obama-administrationen var Mayorkas chef for Citizenship and Immigration Services og stod blandt andet for implementeringen af den såkaldte DACA-ordning, der have til formål at beskytte migranter, der kom illegalt til USA som børn. Af samme grund vurderes det, at han vil møde modstand blandt republikanerne, når han skal godkendes i Senatet, skriver Reuters.

NATIONAL SIKKERHEDSRÅDGIVER

Jake Sullivan, 43 år, er tidligere vicestabschef under Hillary Clinton, da hun var udenrigsminister, og han har arbejdet i Det Hvide Hus under Obama-administrationen, hvor han var sikkerhedsrådgiver for daværende vicepræsident Biden.

Sullivan var Clintons udenrigspolitiske rådgiver under hendes præsidentvalgkamp i 2016 og har også været en af Bidens nærmeste rådgivere under valgkampen i 2020.

EFTERRETNINGSCHEF

Avril Haines, 51 år, er blevet nomineret til posten som chef for USA's efterretningstjenester. Hun kan blive den første kvinde på posten.

Hun var en af Obamas nære sikkerhedsrådgivere og var inden da den første kvinde, der var vicedirektør i efterretningstjenesten CIA.

FN-AMBASSADØR

Linda Thomas-Greenfield, 68 år, har mere end tre årtiers erfaring i udenrigstjenesten og havde i Obama-administrationen en topdiplomatpost i USA's forhold til landene i Afrika. Hun er en del af Joe Bidens hold, der er tilknyttet overgangsperioden i Udenrigsministeriet.

Flere medier hæfter sig ved, at hun som sort kvinde samtidig vil være en vigtig brik i forhold til Joe Bidens løfter om at sammensætte en mangfoldig regering, der afspejler forskellighederne i samfundet.

Lyn-analyse

De navne, vi her hører, har noget til fælles. Det er den gamle garde, der er tilbage. 

Biden slår sig op på at være en antitese til Trump, og man skal derfor forvente færre personer i nøglepositioner uden den nødvendige erfaring. Og vil du have folk med erfaring, bliver du nødt til at finde nogen, der har arbejdet i tidligere administrationer, og så kan du ikke komme uden om enten Bill Clintons eller Barack Obamas administration. Hertil kommer, at Biden lægger stor vægt på, at folk er loyale over for ham og hans projekt, så han kigger på nogle af dem, han kender godt i forvejen. 

Det bliver noget mere spekulativt, når man skal kigge på, hvem der ellers er i spil som mulige ministre og toprådgivere i Bidens administration.

Herunder kan du se, hvem der bliver nævnt som potentielle kandidater til de tre vigtige poster som finansminister, justitsminister og forsvarsminister.

FINANSMINISTER - kandidater

I sidste uge nævnte Biden selv, at han allerede har valgt sin finansminister. Han ville ikke sætte navn på, men sagde, at valget formentlig vil tilfredsstille både den moderate og den progressive del af Det Demokratiske Parti.

Ifølge The New York Times er det ventet, at Biden vil vælge en finansminister, der kommer til at skrive historie - posten har indtil nu kun været besat af hvide mænd.

Janet L. Yellen, 74 år, bliver blandt andet af New York Times, Reuters og AP anset som en af de førende kandidater til finansministerposten.

Hun har haft en række økonomiske topposter og er blandt andet tidligere direktør for den amerikanske centralbank og var formand for det økonomiske råd under Bill Clinton.

Sarah Bloom Raskin, 59 år, bliver bragt i spil som mulig finansminister af blandt andre CNN, Reuters, AP og Politico.

Hun er tidligere medlem af udvalget, der fører tilsyn med USA's centralbank, og så er hun tidligere vicefinansminister under Barack Obama. Den hidtil eneste kvinde, der har haft den næsthøjeste post i ministeriet.

Lael Brainard, 58 år, bliver nævnt af blandt andre The New York Times, CNN, Reuters og Politico.

Hun sidder i udvalget, der fører tilsyn med USA's centralbank og har tidligere haft en post under Finansministeriet med ansvar for udenrigsforhold fra 2009 til 2013, hvor der globalt var fokus på genopretning efter finanskrisen.

JUSTITSMINISTER - kandidater

Valget som justitsminister bliver en af de vigtigste for Joe Bidens præsidentskab, da han allerede har varslet flere reformer af retssystemet.

I nogle demokratiske kredse er der ønske om, at justitsministerposten skal gå til en person med latin- eller afroamerikansk baggrund.

Sally Yates, 60 år, er et af to navne, som går igen hos de store medier i USA. Hun er tidligere vicejustitsminister i Barack Obamas administration, og da Donald Trump overtog præsidentembedet blev hun udnævnt som fungerende justitsminister, indtil Trumps egen kandidat var blevet godkendt.

I sin korte periode som fungerende justitsminister gjorde hun sig bemærket, da hun satte sig imod Trumps indrejseforbud fra muslimske lande, hvorefter hun blev fyret af præsidenten.

Doug Jones, 66 år, er den anden store favorit hos blandt andet The New York Times, Politico, CNN, Reuters og NPR.

Han er senator valgt i Alabama, men formåede ikke at opnå genvalg ved valget tidligere i november. Tidligere har han været statsanklager i Alabama, hvor stod han i spidsen for flere opsigtsvækkende retssager.

Tom Perez, 59 år, er formand for Det Demokratiske Partis Nationale Komité (DNC). Tidligere har han været beskæftigelsesminister og assisterende justitsminister for borgerrettigheder i Obama-administrationen.

I sin rolle i Justitsministeriet gjorde han sig bemærket, da han stod i spidsen for en føderal undersøgelse af drabet på den unge sorte mand Trayvon Martin og for at have indledt en retssag mod den kontroversielle sherif Joe Arpaio for et mønster af vold mod latinoer og brud på homoseksuelles rettigheder.

FORSVARSMINISTER - kandidater

Michele Flournoy, 59 år, er ifølge blandt andre Reuters, The New York Times og Politico den helt store favorit til forsvarsministerposten. Hun vil i så fald blive den første kvinde i spidsen for Pentagon.

Hun havde højtstående roller i Forsvarsministeriet under både Bill Clinton og Barack Obama, og hun har rådgivet Joe Bidens valgkampagne på forsvarsrelaterede emner.

Tammy Duckworth, 52 år, bliver af blandt andre The New York Times, Politico, Reuters nævnt som et andet godt bud. Hun vil i så fald blive den første thai-amerikanske minister i en amerikansk regering.

Duckworth er senator fra Illinois og menes at have været i betragtning som mulig vicepræsidentkandidat for Biden. Hun mistede begge sine ben, da hun var udsendt i Irak i 2004, og er tidligere assisterende minister for veteraner i Obama-administrationen.

Jeh Johnson, 63 år, er det tredje navn, som går igen i flere af de store amerikanske medier som en mulig kandidat. Han vil i så fald blive den første sorte forsvarsminister i USA's historie.

Han er tidligere minister for indenlandsk sikkerhed og generalkonsul i Forsvarsministeriet under Barack Obama. Derudover sidder han i bestyrelsen i våben- og flyproducenten Lockheed Martin.

ALLE DE ANDRE

Men det stopper ikke her. Foruden de allerede nævnte skal Joe Biden have besat yderligere 11 ministerposter.

Foruden stabschef Ron Klain er der allerede sat navn på en række centrale positioner i Det Hvide Hus, men Biden mangler blandt andet at udnævne ny kommunikationschef og talsperson.

Sidst, men ikke mindst, skal der udnævnes nye ambassadører. Her er det endnu også ukendt, hvem der bliver ny ambassadør til Danmark.