Udland

Voldsomme sammenstød i Sydafrika efter skolefest "kun for hvide"

Demonstranter flygter fra politiets tåregas under fredagens demonstration i Cape Town. Mike Hutchings / Ritzau Scanpix

Politi og demonstranter stødte fredag sammen foran skole i Cape Town, som aktivister truer med at besætte i protest mod racistiske lærere.

Fredag kom det til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i den sydafrikanske by Cape Town.

De sorte demonstranter var rasende over, at afgangseleverne på en high school i oktober var inviteret til en farvelfest, som kun var for skolens hvide elever.

Demonstrationen, der var organiseret af det venstreorienterede oppositionsparti Economic Freedom Fighters (EFF), udviklede sig, og politiet brugte gummikugler, chokgranater, tåregas og vandkanoner mod demonstranterne, fortæller tv-stationen Sky News.

Øjenvidner fortæller til Sky News, at nogle af demonstranterne mødte op bevæbnet med macheter, kæppe og golfkøller.

Ingen mennesker er imidlertid kommet noget alvorligt til, men lokale medier melder om, at der blev sat ild til marker i nærheden, og at det lokale posthus fik smadret nogle ruder.

"Uløste problemer"

De racerelaterede sammenstød i Cape Town har vakt stor opmærksomhed i Sydafrika, der afskaffede mange års apartheidstyre i 1994 og valgte Nelson Mandela som landets første sorte præsident.

En demonstrant kaster en tåregasgranat tilbage mod politiet.

Den nuværende præsident, Cyril Ramaphosa, kalder begivenhederne i Cape Town ”meget beklagelige”.

- De vækker smertelige minder om en fortid, som vi aldrig bør vende tilbage til, siger han.

Tidligere ærkebiskop i Cape Town Desmond Tutu, der fik Nobels Fredspris for sit bidrag til at bringe landet videre efter apartheidtiden, kalder sagen ”et symbol på de uløste problemer fra Sydafrikas fortid”.

"Matric Ball"

Konfliktens centrum hedder Brackenfell High School og ligger i et velhavende kvarter i Cape Town, altovervejende beboet af hvide familier.

17. oktober blev der afholdt et såkaldt ”Matric Ball”, der er en stort anlagt fest for afgangseleverne, på en vingård uden for byen.

Lokale indbyggere betragter demonstrationen bag politiets pigtrådsafspærringer.

Invitationerne gik ifølge lokalavisen Daily Maverick uden om de normale kanaler på skolen, så kun de hvide elever og skolens lærere blev inviteret.

Skolen afviser at have ansvaret for festen, fordi den var arrangeret af forældre, efter at skolens normale fest var aflyst på grund af corona-risiko. Det er imidlertid ikke en skelnen, som kritikerne anerkender, eftersom skolens lærere var inviteret og deltog i festen.

Sloges med forældre

Historien om festen ”kun for hvide” spredte sig efterfølgende på sociale medier, og i starten af november startede protesterne foran skolen.

9. november mødte demonstranter fra EFF op foran skolen, hvor de kom i blodige slagsmål med hvide forældre og lokale beboere. Ved den lejlighed blev en enkelt person anholdt for at have affyret en luftpistol mod folkemængden.

Demonstranter med plakater, der anklager Brackenfell High School for at være racistisk.

Siden fulgte flere sammenstød, der kulminerede fredag med EFF’s demonstration.

EFF fører en aktivistisk venstrefløjspolitik i opposition til det regerende parti ANC, som EFF beskylder for at have svigtet landets sorte flertalsbefolkning, blandt andet ved ikke at have gennemført en jordreform, der sikrer den sorte befolkning ejerskab til landbrugsjorden. Partiet er Sydafrikas tredjestørste med 44 medlemmer i parlamentet.

De unge, rødklædte EFF-sympatisører fører samtidigt en aktiv kamp på gaderne, når der – som med Brackenfell High School – opstår konkrete anledninger.

Ultimatum

Ved demonstrationen fredag gav partiets generalsekretær Maschall Dlamini skolen en frist på en uge til at fyre alle ”racistiske” ansatte og lærere. Ellers vil EFF besætte skolen, truede han.

- Vi står her i dag for at fortælle alle racister, at vi ikke vil tolerere den slags i Sydafrika, sagde han ifølge avisen Cape Argus.

Skolen er til gengæld gået rettens vej for at få et forbud mod, at EFF eller andre kan arrangere flere demonstrationer foran skolen.

Demonstranter foran Brackenfell High School fredag.