Udland

Strømme af migranter presser ferie-ø

- Man hører ikke andet end corona, corona, corona. Men det her er værre end corona, siger en fisker på Gran Canaria om de mange migranter.

Et voldsomt stigende antal migranter skaber problemer på den spanske ferie-ø Gran Canaria.

Fra nytår frem til november er 16.700 migranter flygtet til De Kanariske Øer. Det er 1000 procent flere end i samme periode sidste år – og halvdelen af dem er kommet i løbet af den seneste måned.

Det viser tal, som den spanske tv-station RTVE har set, skriver BBC.

Bygger flygtningelejre på øen

Fra strande i Marokko og Vest Sahara sejler migranter i små træbåde de 200 kilometer til Gran Canaria.

Netop nu er 6.000 migranter indlogeret på hoteller og i ferielejligheder af myndighederne.

Men Spaniens migrationsminister annoncerede fredag, at man er i gang med at etablere lejre på øen, der kan huse op mod 7000 migranter.

- En stor del af dem, som kommer, kan godt sendes tilbage, erkendte Jose Luis Escriva, der er migrationsminister i Spanien, forleden.

- Det er ikke personer, som i princippet er kandidater til vores modtagesystem. Vores system er rettet mod personer, som er sårbare, og personer, som har bedt om international beskyttelse, altså asyl.

Demonstrationer

Presset af migranter har udløst demonstrationer blandt øens lokale. De vil have migranterne sendt retur.

- Man hører ikke andet end corona, corona, corona. Men det her er værre end corona, siger en fisker til TV 2.

Og ansatte i hotel- og turistbranchen vil have gjort plads til turister på øens hoteller.

- Vi kom dem til hjælp, for der var mange migranter uden tag over hovedet eller noget, siger Tom Smoulders, der arbejder i hotel- og turistbranchen på Gran Canaria, til TV 2.

- Men nu er tiden inde til igen at lade turisterne bruge sengene.

Bange for at blive det nye Lesbos

Derfor har Spaniens indenrigsminister i dag besøgt sin kollega i Marokko for at få standset strømmen af migranter.

- Det er før lykkedes Spanien at overtale nogle af de afrikanske stater til at standse en del af strømmen, siger TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Krogager.

Det er sket med penge og diplomatisk pres ved for eksempel at sponsorere kystvagt, lokalt politi og militær. Men den seneste måneds migrantstrøm bekymrer både lokale, advokater og NGO'er, fortæller TV 2s korrespondent.

- Gran Canaria har i lang tid forsøgt at råbe fastlandet op og sige, at der er et problem. Antallet af migranter stiger voldsomt. Deres modtagecentre er overbebyrdede. De er overrendte og bekymrede, siger Jeppe Krogager.

- Man er bange for det, man har set på den græske ø Lesbos, hvor flygtninge og migranter er blevet opbevaret i årevis uden at komme videre i Europa eller blive sendt tilbage. Man er bange for at blive en ø, der ikke får flere turister, men kun migranter og flygtninge.

Populær migrantrute

Ruten fra Afrika til De Kanariske Øer er vokset i popularitet siden 2018.

Så sent som for en måned siden druknede 140 migranter, efter at en båd med kurs mod Europa sank ud for Senegals kyst, skriver BBC.

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) oplyser, at båden brændte og sank, kort efter at den havde forladt byen Mbour i Senegal. Så vidt IOM ved, var båden på vej mod De Kanariske Øer.