Coronavirus

Nu har Slovakiet testet hele den voksne befolkning - og lemper på restriktionerne

Som det første land har Slovakiet testet alle på kort tid. Det er udgifterne værd, siger sundhedsminister.

I denne weekend afslutter Slovakiet sit ambitiøse program med teste hele den voksne befolkning for coronavirus.

Ifølge de slovakiske myndigheder har indsatsen virket så godt, at det nu har gjort det forsvarligt at lempe på de skrappe restriktioner, som landet indførte for en måned siden.

Sundhedsminister Marek Krajci siger, at massetestning og isolering af alle smittede har været udgifterne værd:

- Personligt mener jeg ikke, de her foranstaltninger var så dyre, fordi vi har sparet de omkostninger, som en hård lockdown ville have kostet os, siger han til TV 2.

Formålet med testprogrammet var hurtigst muligt at få identificeret og isoleret de smittede, så man kunne få bremset smittespredningen i den brede befolkning. Ifølge myndighederne kunne man se resultatet af denne indsats ved, at andelen af positivt testede faldt fra 1,0 procent af de testede til 0,6 procent i løbet af de uger, massetestningen foregik.

Mild første bølge

Slovakiet har en befolkning på størrelse med Danmarks, men har haft en helt anden historie med coronavirussen. Landet slap billigt i foråret, og registrerede ikke på noget tidspunkt mere end fire corona-relaterede dødsfald på en enkelt dag.

Da regnskabet blev gjort op i sommer, efter at første bølge var klinget af i Europa, blev Slovakiet fremhævet som det EU-land, der havde registreret færrest dødsfald i forhold til befolkningen blandt samtlige EU-lande.

Blot 28 dødsfald var det blevet til – på et tidspunkt, hvor Danmark havde registreret næsten 600 dødsfald.

Hård anden bølge

Anden bølge ramte til gengæld Slovakiet hårdt i oktober, og regeringen svarede igen med skrappe restriktioner. De indebar blandt andet udgangsforbud om aftenen og om natten, nedlukning af offentlige mødesteder og tvungen brug af mundbind i det offentlige rum.

Dertil kom så ideen om at få testet hele befolkningen i løbet af nogle få weekender. Den store logistiske opgave med oprettelse af 5000 testcentre blev lagt i hænderne på militæret.

- Det er den største operation, hæren nogensinde stået for, siger militærets talsmand, oberstløjtnant Stefan Zemanovic, til TV 2.

Mundbind blev gjort obligatorisk i Slovakiet allerede i marts.

Operationen er lykkedes overraskende godt, fortæller TV 2s korrespondent Uffe Dreesen, der netop har besøgt Slovakiet:

- Det viste sig, at ideen havde betydelig folkelig opbakning. Ikke blot er befolkningen i stort tal mødt frivilligt op for at lade sig teste, men der har også været stor vilje hos for eksempel sundhedspersonale og brandfolk til at bidrage med frivilligt arbejde, fortæller han.

Certifikat for negativ test

Uffe Dreesen tilføjer dog, at frivilligheden skal tages med et gran salt.

For nok har det været frivilligt at lade sig teste, men der kunne være store ulemper forbundet med at lade være.

- Det var en blanding af pisk og gulerod, der skulle lokke slovakkerne til testcentrene. De, der testede negativ, fik et certifikat, og var ikke længere tvunget til at overholde udgangsforbuddet. Mens de, der ikke lod sig teste, kunne risikere at blive kontrolleret på gaden. Dem uden certifikat blev sendt i karantæne, forklarer han.

Faldende smitte

Slovakiet har stadig høje smittetal i de internationale statistikker. Massetestningen af befolkningen viser imidlertid, at smitten i befolkningen er faldende.

Den er foretaget med billige lyntest, der ikke er så pålidelige som andre tests, og derfor kan resultaterne ikke direkte sammenlignes med testresultater i andre lande.

Men de er klare nok til, at regeringen nu tør slække på restriktionerne, så udgangsforbuddet ophæves og offentlige mødesteder som svømmehaller, kirker og fitnesscentre igen får lov at holde åbent. Det samme gør de skoler, der har holdt helt eller delvist åbent.

Det er dog ikke alle i Slovakiet, der tror på, at massetestningen og isoleringen af alle, der bliver testet positiv, kan tage æren for, at det nu går noget bedre med at få smittespredningen under kontrol.

Formanden for den slovakiske lægeforening Peter Visolajsky er en af skeptikerne. Han tror, man havde set den samme opbremsning i smittespredningen – også uden massetestningen.

- Det er især nedlukningen fra begyndelsen af oktober, de tre-fire uger med strenge begrænsninger og meget mindre mobilitet, som er forklaringen på, at situationen forbedrede sig, siger han til TV 2.