Udland

Politisk redaktør kalder Obamas biografi for et mesterstykke

Arkivfoto. Money Sharma / Ritzau Scanpix

Barack Obamas mursten af en selvbiografi er et mesterstykke fra den tidligere præsident, der formår at vise sine egne svagheder.

Selv Barack Obama har siddet til møde henne i banken for at få et ekstra lån i friværdien. Selv Barack Obama har tvivlet på, om han nu også havde det rette arbejde. Selv Barack Obama har skændtes med konen om børnepasning og pligter i hjemmet.

For ja, selvom Barack Obama er både tidligere præsident i USA gennem otte år, nobelprismodtager, politisk ikon, mr. Cool, gudsbenådet taler, og beundret verden over, er han også almindelig. Eller han var i hvert fald en almindelig mand med et almindeligt liv. Og en mand, der i sine første mange arbejdsår også kæmpede med at finde frem til en måde at få ført sine ambitioner ud i livet. Ganske som alle vi andre almindelige og dødelige.

Skulle han vælge politik, skulle han vælge juraen, organisationsarbejdet, ja, hvad skulle han? Nuvel, han var da succesfuld og havde mange muligheder. Veluddannet, velbegavet, gift med en smuk karrierekvinde og bosat i Chicago. Men han var også en del af middelklassen med sin ikke hverken rige eller politisk inficerede opvækst eller position i samfundet i øvrigt som farvet amerikaner fra Hawaii. Her var det moren og mormoren, der drev familieværket i unge Barack Hussein Obamas liv - faren smuttede afsted til Kenya og var væk for altid.

Og hvad var det for øvrigt for et underligt navn med implikationer til alt andet end den amerikanske almindelighed, som ellers er en grundforudsætning for succes i politik?

Barack Obama var heller ikke hverken superflittig eller ekstraordinært ambitiøs i skolen. Og efter college, hvor han i øvrigt ifølge eget udsagn levede som en munk, kæderøg og fór vild i sit eget hoved, fandt han stille og roligt ind på sin vej.

Som han skriver om collegetiden i New York

- Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg nok opfordre den unge mand, jeg engang var, til at lægge bøgerne fra sig et øjeblik (…) Jeg ville bede ham slappe en smule af, gå ud og møde nogle andre mennesker og nyde de glæder, livet har at tilbyde unge i tyverne.

Vennerne gav ham de samme råd:

- Op med humøret Barack.

- Du trænger til et skrald.

Vi ved alle, hvor det endte for Obama, som altså nu fire år efter sit farvel til præsidentposten i USA udgiver første bind af sine selvbiografiske erindringer. Og lad det være sagt med det samme. Eneste anke mod bogens er, at den slutter midt i det hele. Et andet bind er undervejs, men bind et slutter med den succesfulde jagt og drabet på Osama bin Laden 2. maj 2011, et af Obamas højdepunkter som præsident.

Det vil sige, at hele den anden præsidentperiode samt ikke mindst overdragelsen til Donald Trump og de helt nødvendige eftertanker fra Obama om, hvordan hans præsidentskab kunne ende i overdragelsen til noget nær hans komplette modsætning kunne indtræffe. Hvilken rolle spiller han selv i det skifte, og selvom den efterfølgende smukke grundsætning om, at ”when they go low, we go high”, også er blevet en del af Obama-parrets eftermæle som ordentlige, menneskelige og overskudsagtige, spiller de selvfølgelig også en rolle i, at amerikanerne valgte at vælge en Trump, der så aktivt valgte at ”go low”.

Michelle Obama skriver i sin nu to år gamle bog ”Becoming” ganske velgørende og ærligt om netop det. Også om at der måske ikke kom helt så meget ud af de mange tanker, ”yes we can”, ”mod til at håbe” og den slags flotte ord, som millioner havde set frem til. Ret beset faldt ganske meget af det sammen under Obama-præsidentskabet, som også står som et bevis på, hvor svært det er at tage håbefuld energi og gøre til realpolitik.

Udover Michelle Obamas ærlige betragtninger om det, finder man også uddybende refleksioner i den ekstremt velskrevne ”The World As It Is” fra 2018, som er skrevet af Obamas tidligere taleskriver og udenrigspolitiske rådgiver Ben Rhodes. Her skrives der også ærligt om såvel succeser som om alt det, man ikke lykkedes med og skuffedes over.

Hvor Barack Obama står i forhold til disse væsentlige tanker, må vi vente på bind to til at kunne dykke yderligere ned i.

Men når det så er sagt, er bind et en aldeles udelt fornøjelse. Først og fremmest fordi Obama skriver let, levende og begavet. Bogen er skrevet i hånden, fortæller han – ”jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed”, som han forklarer i forordet. Og det passer, fornemmer man gennem læsningen af de hele 860 sider.

Selvom man naturligvis skal være lidt mere end almindeligt interesseret i amerikansk politik og præsidentliv for ligefrem at blæse gennem de mange sider, er det altså fundamentalt spændende at få foldet præsidentperioden ud indefra. Ikke mindst bogens afsluttende afsnit om jagten på Osama bin Laden.

Barack Obama er generøs med sine egne tanker. Han diskuterer med sig selv, er både munter og sørgmodig. Ydmyg og skrydende. Præsident om en hals. Der kæmpes med senat og repræsentanters hus, og samtidig skal det hele menneske med en familie være med. Dertil kommer det enorme pres, det må have været at være den første ikke-hvide mand i Det Hvide Hus. Forventningerne til ham, drømme om alt det han ville kunne gøre og forandre. Balancen mellem at tale til de farvede amerikanere og bære på deres håb og samtidig for alvor være selve Washington-eliten i al den hvide pragt og østkyst-rigdom.

Her står fortællingerne stærkt om Obamas møder og samtaler med medarbejderne i Det Hvide Hus, gartnerne, butlerne – de farvede…

Mindst lige så interessant, ja på lange stræk nærmest mere interessant end beskrivelserne af vejen mod præsidentembedet.

Betoningen af både egne fejl og succeser i kampagnen for at blive demokraternes kandidat i 2007-2008 er herlig. Både når Obama indgående beskriver, når det kikser. Når han slet ikke når at få sagt det vigtige i duellerne op til primærvalgene, når de andre demokratiske kandidater, Edwards, Clinton, Biden etc. viser, at de er langt mere rutinerede og tørrer gulv med den uprøvede senator, der også af sine egne – ikke mindst David Axelrod får kritik for at ville svare på spørgsmål, som han slet ikke skal svare på.

Og selvfølgelig også når han lykkes. Som da Hillary Clinton til salens morskab et sted får sagt, at hun glæder sig over de mange tidligere Clinton-rådgivere, Obama omgiver sig med, og Obamas svar er, at han søreme også glæder sig til, at Hillary bliver hans rådgiver.

Dertil alle de indgående insiderberetninger om rådgivernes prøvelser i forhold til at få Obama gjort valgbar – rådgiver David Axelrod kæmper for eksempel hårdt for at få Obama til at få serveret sine politiske pointer frem for at holde politiske foredrag.

Men allerstærkest i bogen står i mine øjne de første dele, som handler om tiden, inden Barack Obama blev den Obama, verden lærte at kende. Da han blot var den almindelige mand og far, der forsøgte at balancere sit liv mellem egne politiske ambitioner og familielivet. Her skiller han sig ud blandt de typiske verdensledere. For Obama var ikke prædestineret til en plads i Det Hvide Hus. Han var en (øvre)middelklassemand med et middelklasseliv. En drøm om at gøre en eller anden forskel, men med en masse tvivl om hvor og hvordan.

De sider – cirka 200 af dem – er mere end hele bogen værd.

Barack Obama: Et Forjættet Land. Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof.