Coronavirus

Pfizer er klar til nødgodkendelse af vaccine: - Det er en virkelig god nyhed

Dansk professor antager, at Pfizers vaccine vil være godkendt til brug i Danmark efter nytår.

Medicinalvirksomheden Pfizer oplyser, at den inden for få dage vil ansøge om en amerikansk nødgodkendelse af firmaets coronavaccine.

Det er en virkelig god nyhed, at den høje grad af beskyttelse også ses hos personer over 65 år

Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Meldingen kommer, efter at Pfizer onsdag frigav ny data fra sidste testfase.

Vaccinen beskytter ifølge de nyeste data omkring 95 procent af befolkningen mod covid-19.

For personer over 65 år viser den en effektivitet på 94 procent.

- En virkelig god nyhed

Søren Riis Paludan er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, hvor han forsker i virus.

Han antager, at Pfizers vaccine vil være godkendt til brug i Danmark efter nytår.

- Det er en virkelig god nyhed, at den høje grad af beskyttelse også ses hos personer over 65 år. Og så er det ligeledes meget positivt, at der fortsat rapporteres om meget få bivirkninger, siger Søren Riis Paludan til TV 2.

I en foreløbig analyse af studiet, der blev offentliggjort for en uge siden, var effektiviteten på 90 procent.

Pfizer udvikler vaccinen sammen med tyske Biontech og har haft et studie kørende med knap 44.000 deltagere siden juli.

Der blev fundet 170 tilfælde med coronavirus. Heraf var 162 af tilfældene i den gruppe af forsøgsdeltagere, som fik placebo. Kun otte af de positive tilfælde var blandt personer, der fik vaccinen.

Samlet blev ti personer alvorligt syge, og heraf var de ni i placebo-gruppen.

Sidste trin inden godkendelse

Forsøget er et fase tre-studie, som er det sidste trin i udviklingen af ny vaccine eller medicin, inden det kan blive godkendt af myndighederne.

Vaccinen har virket på tværs af alle aldersgrupper.

Får Pfizer sin nødgodkendelse, vil det kunne give mulighed for, at vaccinen vil kunne gives i nogle tilfælde, selvom den endnu ikke er godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

EU klar med ordre på 225 millioner doser

EU-landene har lavet en forhåndsaftale om at købe 225 millioner doser af Pfizers vaccine, hvis den bliver godkendt til at komme på markedet.

Pfizer er et af de selskaber på verdensplan, som er længst fremme i udviklingen af en vaccine.

Mandag kunne amerikanske Moderna fortælle om foreløbige testresultater fra et fase tre-studie med en effekt på knap 95 procent.

Vaccinernes effektivitet kan dog ikke sammenlignes direkte. Det skyldes blandt andet, at der er forskelle på, hvornår studierne er lavet.

Derudover er også svensk-britiske Astrazeneca langt fremme og ventes inden årsskiftet at komme med en foreløbig analyse af et forsøgsstudie.