Udland

USA trækker 2500 soldater hjem fra Afghanistan og Irak

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarede mandag Donald Trump mod at trække tropperne ud af Afghanistan for tidligt.

Donald Trump vil reducere USA’s militærs tilstedeværelse både i Afghanistan og i Irak.

Det oplyser Pentagon ifølge Reuters.

Donald Trump har beordret, at 2000 soldater trækkes hjem fra Afghanistan, mens den afgående præsident vil have 500 amerikanske soldater i Irak trukket hjem.

Det vil efterlade 2500 amerikanske soldater i hvert land.

Generalsekretær advarede mod det

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarede mandag Donald Trump mod at trække tropperne ud af Afghanistan for tidligt.

- Vi står overfor en vanskelig beslutning. Prisen for at forlade landet for tidligt og ukoordineret kan blive meget høj, sagde han tirsdag i en skriftlig udtalelse til det norske medie VG.

Kommentaren fra Stoltenberg var en reaktion på et ønske fra Trump om at foretage en massiv tilbagetrækning fra Afghanistan, inden hans tid som præsident udløber i januar.

Leder af senatet advarer

Lederen af det republikanske flertal i Senatet, Mitch McConnell, advarede tirsdag mod at foretage hurtige ændringer i den amerikanske forsvars- og udenrigspolitik - inklusiv i Irak og Afghanistan.

- Det er ekstremt vigtigt i de næste par måneder ikke at have nogen store ændringer i forhold til forsvarspolitikken.

Han tilføjede, at en tilbagetrækning fra de to lande ville være en fejl og give ekstremister en stor propagandasejr, hvis amerikanerne vender ryggen til sine samarbejdspartnere i regionen.

- En hurtig tilbagetrækning fra Afghanistan vil skade vores allierede og vil glæde de mennesker, der vil gøre skade på os, sagde Mitch McConnell ifølge mediet Politico.