USA VALG

Trumps advokater opgiver stor sag om valgsvindel - men Trump giver sig ikke

Retssagen i Pennsylvania var Trump-kampagnens bedste håb om at ændre valgresultatet. Trump selv varsler nu, at han vil anlægge "endnu større sager".

Donald Trumps kampagne har droppet en vigtig del af deres sagsanlæg om valgsvindel i staten Pennsylvania. Valgresultatet her endte med at blive afgørende for præsidentvalget.

Hans advokater meddelte søndag, at de opgiver deres påstand om, at republikanske valgobservatører ulovligt blev udelukket fra at følge med, da næsten 700.000 brevstemmer blev talt op i Pennsylvanias store byer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed anerkender advokaterne det, som staten hele tiden har sagt: Nemlig at der var adgang for valgobservatører fra alle partier til stemmeoptællingen.

- Enhver antydning af, at det forholdt sig anderledes, er ren løgn, siger statens demokratiske guvernør Tom Wolf.

Trump fastholder: Jeg vandt

Mens Trumps advokater er på tilbagetog flere steder i det juridiske system i USA, hvor deres sager om valgsvindel er behandlet, så fastholder præsident Donald Trump den grundlæggende påstand: At der har foregået så meget valgsvindel, at det har kostet ham sejren.

Søndag skrev Donald Trump i en række tweets, at Biden vandt, "fordi der blev svindlet med valget":

- Han vandt kun i fake news-mediernes øjne. Jeg erkender ingenting!

Og han varslede endnu flere sagsanlæg i den kommende tid:

- Vores store sager bliver snart anlagt og vil vise uregelmæssighederne ved 2020-valget, og hvor skrækkelige ting der skete for at ændre på resultatet, skrev Donald Trump.

Trumps eftermæle

Ifølge USA-analytiker Niels Bjerre Poulsen fra Syddansk Universitet er det ikke nødvendigvis udtryk for, at Trump stadig håber, at retssagerne kan holde ham på præsidentposten. Det er mere noget, han gør af hensyn til sit eftermæle:

- Han er i gang med at skabe en slags dolkestødslegende: Godt nok er han ikke længere præsident fra januar, men det er kun på grund af snyd. Det er med til at give millioner af amerikanere indtryk af, at den næste præsident ikke er legitimt valgt. Det er bestemt ikke sundt for det amerikanske demokrati, siger Niels Bjerre Poulsen.

Rettede brevstemmer

Det, der er tilbage af sagsanlægget i Pennsylvania, vil i hvert fald ikke være nok til at ændre på det samlede resultat.

Det handler om, at valgmyndighederne i nogle valgkredse gav vælgere, der havde brevstemt, mulighed for at rette deres stemmeseddel, hvis de havde begået en teknisk fejl eller glemt at skrive stemmesedlen under.

Det var især demokratisk styrede valgkredse, der gav vælgerne den mulighed. Det betyder, at der blev "kasseret flere stemmesedler" i de republikanske valgkredse, skriver advokaterne i deres sagsanlæg. Derfor kræver de nu alle "rettede" stemmesedler kasseret.

Demokraterne siger til gengæld, at valgloven klart er overholdt, fordi det er valgfrit for den enkelte valgkreds, om man vil give vælgerne den mulighed.

Under alle omstændigheder er antallet af "rettede" brevstemmer så lavt, at de ikke kan få indflydelse på det endelige resultat i Pennsylvania, hvor Joe Biden har fået 70.000 stemmer mere end Donald Trump.

Men dette og andre sagsanlæg, der stadig er aktive, forhindrer myndighederne i Pennsylvania i at offentliggøre et endeligt, officielt valgresultat.

Opgav sag i Arizona

Sagsanlægget i Pennsylvania er blot det seneste, som Trump-kampagnens advokater har opgivet.

Fredag meddelte andre Trump-advokater, at de frafaldt et sagsanlæg, der var anlagt i Arizona, skriver Wall Street Journal. I den sag klagede advokaterne over, at lidt under 200 vælgere ikke havde fået mulighed for at rette en forkert udfyldt stemmeseddel.

Torsdag indledte Trumps advokater et tilbagetog i retten. De præciserede, at de ikke - juridisk set - påstod, at der havde fundet valgsvindel sted, ligesom præsident Trump gjorde på Twitter og andre steder.

- Mine klienter taler ikke om svindel eller om, at nogen forsøger at "stjæle valget". De udtrykker blot deres bekymring over fejl, der er begået i god tro, sagde Trump-kampagnens advokat Kory Langhofer i retten.

Fredag valgte de så helt at opgive sagen. De erkendte samtidigt, at sagsanlægget drejede sig om så få stemmer, at det ikke kunne rokke ved Joe Bidens sejr, og at de derfor ikke krævede omtælling.

En talsmand for Trumps kampagne slog dog fast, at man stadig undersøgte, om der var grundlag for andre sagsanlæg, der kunne udfordre det endelige resultat i Arizona.

Teatertorden

Mindst 20 andre sagsanlæg er blevet afvist af domstolene i seks forskellige stater, mens Trump-kampagnen kun har fået medhold i enkelte, mindre forhold.

Det er for eksempel, at en dommer i Pennsylvania gav valgmyndighederne påbud om at tælle sent ankomne brevstemmer op for sig, så de kunne trækkes ud af det samlede valgresultat, hvis de senere skulle vise sig at være ugyldige.

- Det er teatertorden. Det er ikke rigtige sagsanlæg, kommenterer en af Joe Bidens juridiske rådgivere til The Guardian.