Sverige strammer corona-restiktionerne: - Det vil blive værre, siger statsministeren
Sverige klarer sig dårligere end Danmark, Finland og Norge, både hvad angår smittetilfælde, indlæggelser og dødsfald.
Sverige ændrer nu kurs i deres strategi for at bekæmpe coronapandemien og indfører stramme restriktioner.
Fra 24. november indføres et forsamlingsloft på otte personer på offentlige arealer, oplyste den svenske statsminister, Stefan Löfven, mandag på et digitalt pressemøde.
Forsamlingsforbuddet skal i første omgang vare i fire uger.
Statsministeren opfordrede desuden svenskerne til at tage covid-19 alvorligt og gøre deres pligt i denne svære tid.
- Vi lever i en prøvelsernes tid. Det vil blive værre. Gør din pligt, tag ansvar for at bremse smittespredningen.
- Dette er meget gennemgribende tiltag, men det er helt nødvendigt, hvis vi skal begrænse smittespredningen, lød det fra Stefan Löfven.
Markant stigning i syge og døde
Meldingen kommer, efter at Sverige de seneste uger har oplevet en markant stigning i smittetallene.
Også antallet af dødsfald blandt svenske coronapatienter har været på himmelflugt de seneste uger.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har Sverige registreret 177.355 smittede og 6164 døde, der var smittet med covid-19.
Sverige har tidligere haft en strategi, hvor man i stedet for omfattende nedlukninger og forsamlingsforbud har stolet på generelle opfordringer om at holde afstand og sikre god hygiejne. Blandt andet valgte Sverige at holde skoler, barer og restauranter åbne, da andre lande i foråret lukkede alt ned.
- Vi kom langt med råd og anbefalinger i foråret, men nu overholdes det ikke længere i samme grad. Nu er vi nødt til at indføre flere forbud og restriktioner for at knække kurven, lød det mandag fra statsministeren.
Det er tydeligt, at der er langt mere alvor i stemmen, når den svenske regering italesætter corona i forhold til tidligere. Det fortæller journalist Jesper Zølck:
- Man skal først og fremmest bide mærke i tonen. Det er alvor. Det er en helt ny måde at snakke om coronasituationen, om hvordan man skal agere, og hvilke tiltag den svenske regering tager.
- Nu hiver svenskerne den store restriktionsbog frem, hvor det i foråret var meget frihed under ansvar, fortæller Jesper Zølck til TV 2.
Klarer sig dårligere end nordiske naboer
I foråret argumenterede den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, for, at Sverige trods relativt høje smitte- og dødstal ville stå bedre rustet end sine nabolande, hvis der kom en anden bølge i efteråret.
- Sverige vil have et højt niveau af immunitet, og antallet af smittetilfælde vil formentlig være ret lave, fortalte Tegnell til Financial Times.
Men sådan er det ikke gået.
På den anden side af Øresund er der sket en nærmest eksplosiv stigning i antallet af nye smittetilfælde de seneste uger, og Sverige klarer sig lige nu dårligere end Danmark, Finland og Norge, både hvad angår smittetilfælde, indlæggelser og dødsfald.
Den svenske model møder hård kritik fra den svenske virolog Lena Eidhorn.
- Indtil videre har Sveriges strategi vist sig at være en dramatisk fejl. For fire dage siden havde vi otte gange flere smittetilfælde per indbygger end Finland og tre og en halv gange flere end Norge. Det var meningen, at de skulle klare sig dårligere end os i efteråret, siger Lena Einhorn til Financial Times.