Kina finder coronavirus på kød fra andre lande
Det er ikke første gang, at myndighederne konstaterer fund af coronavirus i importerede kødprodukter.
De kinesiske fødevaremyndigheder har gjort flere fund af coronavirus på importeret kød de seneste uger.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fundet er sket i provinserne Jinan og Shandong, hvor myndighederne har konstateret coronavirus i prøver taget fra selve kødet og indpakningen i produkter importeret fra Brasilien, New Zealand og Bolivia. Tidligere på ugen sporede man tillige coronavirus på emballagen fra frosset argentinsk svinekød.
Fundet af coronavirus har sat de kinesiske myndigheder i alarmberedskab. Og man har testet flere end 7500 personer, som har været i kontakt med de importerede fødevarer. Alle er dog testet negativ.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er risikoen for smitte fra frosne fødevarer lav.
WHO vurderer, at det er "meget usandsynligt, at man kan få covid-19 fra mad eller emballage", og der er dags dato intet bevis for, at coronavirus kan smitte via mad.
Men Kina har gentagne gange slået alarm efter at have opdaget virussen på importerede fødevarer, hvilket i perioder har suspenderet importen af kød af frygt for en opblussen af smitte.
Massiv importør af kød
Kina er verdens største aftager af kødprodukter, og i takt med forbedrede levevilkår for landets voksende middelklasse er efterspørgslen på især svinekød eksploderet de seneste fem år.
Den massive import af fødevarer har dog også skærpet opmærksomheden på fødevaresikkerhed.
Ifølge det statslige nyhedsmedie Global Times er kontrollen blevet øget i takt med, at kødproducerende kontinenter som Europa og Sydamerika er blevet ramt af coronavirussens anden bølge i løbet af sensommeren og efteråret.
Ifølge Bi Kexin, leder af de kinesiske toldmyndigheders afdeling for fødevaresikkerhed, har man kommunikeret kontrol og krav ud til ikke færre end 109 lande, som i større eller mindre grad udgør en del af fødekæden til Riget i Midten.
Coronavirussen blev opdaget omkring årsskiftet, da den opstod i millionbyen Wuhan, hvor den menes at have spredt sig fra et marked med salg af døde og levende dyr.
På det tidspunkt var Kina særdeles tilbageholdende med oplysninger, som kunne alarmere andre lande om en ny og ukendt virus. Og det var rejsende fra tekstilindustrien i regionen omkring epicentret Wuhan, som bragte virussen til det nordlige Italien, hvorfra den hurtigt spredte sig.
Ifølge de officielle tal fra Johns Hopkins University har Kina med stort held formået at inddæmme smitten. Hos landets 1,4 milliarder indbyggere har man således kun registreret 86.338 tilfælde af smittede og 4634 døde - noget mindre end Sverige, der i skrivende stund har 6164 døde.