New York truer med at sagsøge Trump for vaccineplan

Statsadvokaten i New York er klar til at sagsøge præsident Trump, hvis han ikke lader delstaten få adgang til en coronavaccine.

Da USA’s præsident, Donald Trump, fredag aften fra talerstolen foran Det Hvide Hus fortalte om planen for en kommende vaccine mod covid-19, havde han en særlig besked til delstaten New York.

Indbyggerne i delstaten, der blandt andet huser landets største by, New York, vil ikke få adgang til vaccinen på samme måde som resten af USA.

- Så tidligt som april vil der være vacciner tilgængelige overalt, bortset fra steder som delstaten New York, hvor guvernøren af politiske grunde har bestemt at vente, lød det fra Trump.

Det har fået statsadvokaten i New York til at lange hårdt ud efter præsidenten.

- Det her er intet andet end hævngerrig opførsel fra en magtesløs præsident, som prøver at få revanche over dem, som er imod hans politik, skriver statsadvokat Letitia James i en udtalelse.

- Når der findes en fuldt udviklet covid-19-vaccine, har vi tillid til, at en Biden-Harris-regering vil forsyne New York med det korrekte antal doser, til at vores stats indbyggere kan opnå immunitet. Hvis uddelingen af vaccinen finder sted under en Trump-regerings skumring, og præsidenten ønsker at sætte folks liv på spil, vil vi retsforfølge ham, og vi vil vinde, lyder det videre i udtalelsen.

Bitter strid

Uenigheden om coronavacciner i New York bunder i en langvarig uenighed mellem præsident Trump og den politiske ledelse i New York.

På Donald Trumps pressemøde langede han igen ud efter delstatens guvernør, demokraten Andrew Cuomo.

- Han stoler ikke på, hvor vaccinen kommer fra. De kommer fra de bedste virksomheder i verden, de bedste laboratorier i verden. Men han tror ikke på Det Hvide Hus og denne regering. Så vi vil ikke levere til New York, før vi har deres godkendelse, og det piner mig at sige det. Det her er en meget succesfuld, fantastisk vaccine, der virker på over 90 procent, sagde Trump.

Den bemærkelsesværdige kommentar skal ses som en slags ”tak for sidst”, siger lektor ved Center for Amerikanske Studier ved SDU Niels Bjerre-Poulsen.

- Vi ser en slags straf over for en af de stater, hvor guvernøren har været allermest kritisk over for Trump, nemlig New York og Andrew Cuomo, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Hovedpersonen selv er heller ikke videre forbløffet over, at præsidenten på den måde langer ud efter ham.

- Intet af det, han siger, er sandt, og det er ingen overraskelse. Vi er alle meget begejstrede over udsigten til en vaccine. Det handler ikke om, at vi ikke stoler på vaccinen fra medicinalvirksomhederne, siger Andrew Cuomo til MSNBC.

Ifølge ham handler det om troværdighed.

- Et overvældende flertal af amerikanerne er bekymrede for politisk indblanding i vaccineprocessen – af præsidenten. Amerikanerne stoler mere på medicinalvirksomhederne end på præsidenten, siger Andrew Cuomo og henviser til meningsmålinger fra blandt andet Kaiser Research.

I New York har den politiske ledelse derfor nedsat et uafhængigt ekspertpanel, der skal vurdere vaccinen. Målet er at få flest muligt til at lade sige vaccinere, når den er klar.

Trump er vred

Den aktuelle konflikt mellem Trump og Cuomo kommer efter et år, hvor det løbende har slået gnister mellem dem.

- Det, som Cuomo har været ude at sige, er, at han er skeptisk over for Trumps vaccine, fordi han mener, at Trump fremskynder den her proces for meget, og det er noget, der virkelig har gjort Trump vred, siger journalist Anne Alling, der dækker amerikansk politik med base i Tennessee.

Forholdet mellem de to var særligt betændt i foråret, hvor New York blev ramt virkelig hårdt af coronapandemien, og lig måtte begraves i massegrave, fordi hverken hospitalsvæsen eller gravpladser kunne følge med de høje dødstal.

- Der var guvernør Cuomo hårdt ude efter Trump og sagde, at de ville have mere hjælp og ikke fik den hjælp, de havde brug for. Så det er et langt skænderi frem og tilbage, hvor Trump nu direkte truer med, at New York ikke vil få vaccinen ligeså hurtigt som andre stater, fordi der kommer den her kritik af præsidenten fra New Yorks ledelse, siger Anne Alling.