Coronavirus

USA har rekordmange indlagte med coronavirus - New York indfører nye restriktioner

I New York tager man fra fredag nye restriktioner i brug i forsøget på at dæmme op for den tiltagende smitte.

USA slår i disse dage den ene kedelige rekord efter den anden, i takt med at coronasmitten breder sig i landet.

Siden onsdag er der konstateret 140.543 nye smittetilfælde på tværs af staterne, og antallet af indlagte er nu oppe på 65.368, ifølge Covid Tracking Project.

Det skriver CNN.

Det er det højeste antal indlagte med sygdommen, siden coronavirussen gjorde sit indtog i USA.

Niende dag i træk med over 100.000 smittede

Det er desuden niende dag i streg, at der er registreret over 100.000 nye smittede på et døgn.

Den tidligere rekord blev sat 15. april. På det tidspunkt havde USA 59.940 indlagte med virussen.

De mange indlæggelser presser hospitalernes kapacitet i flere stater.

Onsdag skrev The Atlantic, at hospitalerne i Iowa, Kansas, Minnesota, Missouri, Montana, North Dakota, Texas, Utah og Wisconsin er på grænsen til at være overfyldte, og i flere stater vil sundhedsvæsenet blive alvorligt presset, hvis antallet af nye tilfælde fortsætter med at stige.

New York indfører nye restriktioner

I New York tager man fra fredag nye restriktioner i brug i forsøget på at dæmme op for den tiltagende smitte.

Ligesom herhjemme skal restauranter og barer i New York fra fredag lukke senest klokken 22. Det samme gælder fitnesscentre.

Desuden indfører guvernøren Andrew Cuomo et forsamlingsloft på ti personer i private sammenhænge.

Det skriver Reuters.

Ny vaccine på vej

Mandag annoncerede lægemiddelproducenten Pfizer, at dens kommende coronavaccine har vist sig forbløffende effektiv.

Men mange flere amerikanere kan nå at blive syge, før den når ud til befolkningen.

Ifølge en prognose fra University of Washington kan flere end 100.000 amerikanere dø med covid-19 i løbet af de næste to måneder.