USA VALG

Republikanernes bedste vidne til valgsvindel har skiftet forklaring - og skiftet en gang til

Postarbejder har vidnet om, at hans arbejdsplads ændrede poststemplerne på brevstemmer. Men han har også vidnet om, at hans historie er opspind.

En af de mest konkrete sager om valgsvindel ved det amerikanske præsidentvalg er ved at drukne i forvirring.

Det sker efter sagens hovedperson, en 32-årig postarbejder fra Erie i Pennsylvania ved navn Richard Hopkins, har ændret forklaring flere gange.

Efter valget i sidste uge fremkom han med detaljerede beskyldninger om valgsvindel på det lokale postkontor, hvor han arbejder. Tirsdag kunne amerikanske medier med Washington Post i spidsen så fortælle, at han havde indrømmet, at hans historie var pure opspind.

Men efter Washington Post havde bragt den historie, gik Richard Hopkins ud og forklarede, at postvæsenet havde presset ham til at opgive sin historie – men at han fastholder, at den er sand.

- Jeg står her for at slå fast, at jeg ikke har trukket min forklaring tilbage. Det skete ikke, sagde han senere tirsdag på en videooptagelse på sociale medier, der blev andet blev viderebragt i Washington Posts konservative konkurrent Washington Times.

Beretninger om svindel

I dagene efter præsidentvalget blev Richard Hopkins historie modtaget med kyshånd af republikanerne, der gennemtrawlede de omstridte svingstater for at finde solide, konkrete beviser på valgsvindel.

Hopkins’ historie virkede solid, og præsident Donald Trump kaldte ham ”en sand amerikansk helt”, fordi han havde modet til at stå frem med sin historie, skriver Erie Times-News.

Og hvad var så hans historie?

Brevstemmers poststempel

Historien handler om de brevstemmer, der ankom i sidste øjeblik.

Ifølge reglerne i Pennsylvania – og dermed på postkontoret i Erie, hvor Hopkins sorterede post – var de gyldige, hvis de var poststemplet senest på valgdagen 3. november. Også selv om de først nåede frem et par dage senere.

Var brevstemmerne derimod poststemplet 4. november eller senere, så var de ugyldige.

Hopkins' første forklaring:

Richard Hopkins har forklaret, at han overhørte den lokale postmester Robert Weisenbach instruere sine medarbejdere i, at hvis de fandt brevstemmer, der var poststemplet 4. november, så skulle poststemplet ændres til 3. november.

Hopkins afgav vidneforklaring under ed, og hans underskrevne vidneforklaring blev lørdag offentliggjort af den republikanske senator Lindsey Graham, der krævede en officiel undersøgelse af sagen – et krav, som Donald Trumps justitsminister William Barr kort efter opfyldte.

Postmester Weisenbach afviste påstandene som ”100 procent falske” og kaldte Hopkins for ”en medarbejder, der har været gennem adskillige disciplinærsager på det seneste”.

Samlede penge ind

Samtidigt begyndte Hopkins’ berømmelse at vokse i konservative, republikanske kredse, og han startede en online-indsamling til sig selv:

- Jeres donationer skal hjælpe mig, hvis jeg uretfærdigt bliver fyret eller tvunget til at sige op, forklarede han på GoFundMe.

Tirsdag aften, 10. november, havde ham indsamlet 136.000 dollars (cirka 860.000 kroner) fra donorer, der hyldede ham som en patriot og whistleblower.

Indsamlingen blev imidlertid suspenderet, da sagen tog en overraskende drejning.

Hopkins' anden forklaring - 10. november:

Postvæsenets interne undersøgere havde haft ham inde til et grundigt forhør fredag 6. november, der endte med, at han trak alle sine påstande tilbage.

Han underskrev en ny formel vidneerklæring om, at hans oprindelige forklaring ikke havde hold i virkeligheden.

Den vending i sagen blev modtaget med begejstring i Det Demokratiske Parti.

- Whistleblower trækker sin forklaring fuldstændigt, skrev demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus tilfredse på Twitter.

Hopkins' tredje forklaring - 10. november:

Det er så denne, den seneste vidneforklaring, som han nu siger han blev presset til at underskrive.

Den seneste vending betyder, at han stadig har opbakning fra præsidenten og Det Republikanske Parti.

- Vi ved ikke, hvilket pres han har været underlagt, siger Tim Murtaugh, der er talsmand for Donald Trumps valgkampagne, til Washington Post.

130 stemmer

Selv om Hopkins historie skulle vise sig at være sand, vil det næppe få indflydelse på valgresultatet i den vigtige stat Pennsylvania.

Ifølge New York Times er det kun cirka 130 ud af 135.000 brevstemmer i Erie, der kom frem til valgstederne efter 3. november. De er lagt til side, så de kan trækkes fra det samlede valgresultat, hvis det bliver det endelige udfald af en klagesag.

Og det lokale dagblad Erie Times-News kan tilføje, at de 130 stemmer faktisk tilfalder de to kandidater næsten ligeligt, så de slet ikke har nogen indflydelse på det samlede resultat. Af de 130 stemmer går 62 til Joe Biden, 58 til Donald Trump og ti til andre kandidater.