Coronavirus

Grænseby opbevarer lig i køletrailere - USA har flere indlagte med corona end nogensinde før

I flere stater er hospitalerne tæt på smertegrænse.

Der har aldrig været flere indlagte med coronavirus i USA, end der er lige nu.

Tirsdag nåede antallet af coronapatienter på amerikanske hospitaler op på 61.964 ifølge Covid Tracking Project, som er en frivillig organisation startet af magasinet The Atlantic.

Vi udskriver én patient og får to nye ind

Wanda Helgesen

Den tidligere rekord blev sat 15. april, dengang hvor især New York City var hårdt plaget af epidemien. På det tidspunkt havde USA 59.940 indlagte med virussen.

Mens amerikanerne har været optaget af præsidentvalget, har epidemien spredt sig med høj hastighed over det meste af landet.

Hospitaler tæt på smertegrænsen

Antallet af nye daglige tilfælde har sat rekord efter rekord. Mandag blev der registreret tæt på 120.000 nye tilfælde på et døgn. Tirsdag over 128.000 ifølge CNN. Det var ottende dag i streg med over 100.000 daglige tilfælde.

- Vi har god grund til at være meget, meget bekymrede for vores sundhedssystem på nationalt plan, siger Lauren Sauer, der er adjunkt ved Johns Hopkins University, til radiostationen NPR.

Ifølge The Atlantic topper antallet af indlæggelser netop nu i 17 stater.

I Iowa, Kansas, Minnesota, Missouri, Montana, North Dakota, Texas, Utah og Wisconsin er hospitalerne på grænsen til at være overfyldte, og i flere stater vil sundhedsvæsenet blive alvorligt presset, hvis antallet af nye tilfælde fortsætter med at stige, skriver magasinet.

Grænsebyen El Paso i Texas med 680.000 indbyggere er en af de hårdest ramte byer med 1076 indlæggelser. Et hospital i byen har slået telte op på parkeringspladsen til coronapatienter, og ti køletrailere er taget i brug som mobile lighuse, skriver New York Times.

- Vi udskriver én patient og får to nye ind, siger Wanda Helgesen, der er direktør for det lokale råd for nød- og katastrofeberedskab, til avisen.

Ingen lyd fra præsidenten

Præsident Trump har længe været stille omkring coronavirus. Under valgkampen beklagede han sig over, at han ikke hørte andet end ”covid, covid, covid” og hævdede, at det ville stoppe, når valget var ovre.

Siden torsdag har han ikke vist sig offentligt bortset fra to ture på golfbanen. Han har dog på Twitter luftet sin utilfredshed over, at der ikke blev annonceret en vaccine før valget - ifølge ham selv fordi myndighederne og demokraterne ikke ville give ham den sejr.

Den kommende præsident, Joe Biden, samlede mandag en ekspertgruppe, der skal rådgive ham om coronavirus i overgangsperioden, indtil han bliver præsident 20. januar klokken 12.

Mandag opfordrede han indtrængende amerikanerne til at bære mundbind.

- Vi kan redde tusindvis af liv, hvis alle vil bære et mundbind. Ikke demokratiske liv, ikke republikanske liv, men amerikanske liv, sagde han.

Det var efter en weekend, hvor hans egne tilhængere i tusindtal havde festet tæt sammen i gaderne i ekstase over Joe Bidens valgsejr, der blev annonceret lørdag.

Vaccine kan nå bredt ud til april

Mandag annoncerede lægemiddelproducenten Pfizer, at dens kommende coronavaccine har vist sig forbløffende effektiv.

Men mange flere amerikanere kan nå at blive syge, før den når ud til befolkningen.

Ifølge en prognose fra University of Washington kan flere end 100.000 amerikanere dø med covid-19 i løbet af de næste to måneder.

Anthony Fauci, der er direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme, anslår, at Pfizers vaccine kan komme i anvendelse i slutningen af november eller starten af december, og at vaccinen kan nå ud til alle amerikanere imod slutningen af april.

- Hold ud lidt endnu, siger han tirsdag til CNN.

Over 239.000 amerikanere er døde med coronavirus.