USA VALG

Trumps justitsminister giver grønt lys til at undersøge påstået valgsvindel

Trump har ret til at undersøge mulige uregelmæssigheder ved valget, lyder det samtidig fra den ledende republikaner i Senatet.

USA’s justitsminister William Barr har givet tilladelse til, at de føderale anklagere nu kan begynde at undersøge, hvad ministeren kalder ”væsentlige beskyldninger” om uregelmæssigheder under præsidentvalget i USA.

Det skriver The Guardian.

Udmeldingen fra ministeren, som ofte er blevet beskyldt for at politisere Justitsministeriet, kommer i kølvandet på, at Donald Trump har nægtet at erkende sit nederlag til Joe Biden ved valget i sidste uge. Trumps administration har efterfølgende truet med en række sagsanlæg mod flere delstater.

I USA er der ikke tradition for at undersøge eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med et valg, før de sidste stemmer er talt op, og det er de ikke endnu.

Skeptiske advokater og eksperter

Men William Barr, som blev udnævnt af Trump i februar 2019, mener, at det er en ”passiv og tilbageholden fremgangsmetode”. Det skriver han i det brev til de føderale anklagere, der nu giver grønt lys til at undersøge de mange påstande om valgsvindel, som Donald Trump og hans stab er kommet med den seneste uges tid.

Justitsministerens omstridte handling er blevet mødt med begejstring af Trumps tilhængere, mens advokater og valgeksperter er yderst skeptiske.

Få timer efter, at New York Times bragte nyheden om ministerens tilladelse, valgte Justitsministeriets chef for kontrol af valgsvindel, Richard Pilger, at sige sin stilling op. Det skriver CNN.

- Efter at være blevet bekendt med den nye politik og dens konsekvenser, må jeg desværre trække mig, skriver Pilger i en mail til sine ansatte. Det er uvist, om Pilger fortsætter i en anden funktion i Justitsministeriet.

Mødtes med McConnell få timer før brev

Tvivlen om justitsminister Barrs intentioner er blevet forstærket, efter at det er kommet frem, at han et par timer, før brevet blev sendt til anklagerne, mødtes med Mitch McConnell, den republikanske flertalsleder i Senatet.

Mitch McConnell oplyste mandag aften, at han ikke vil anerkende Joe Biden som vinder af præsidentvalget og Kamala Harris som kommende vicepræsident.

McConnell mener desuden, at præsident Donald Trump er i sin fulde ret til at undersøge, om der var uregelmæssigheder ved valget. Det skriver Reuters.

- Præsident Trump er 100 procent i sin fulde ret til at undersøge beskyldninger om uregelmæssigheder og overveje sine juridiske muligheder, sagde McConnell i en udtalelse i Senatet.

McConnell oplyste, at Trumps stab har indgivet søgsmål - eller at der er søgsmål på vej - mod mindst fem stater. Det drejer sig blandt andet om afgørende svingstater som Pennsylvania, Georgia og Nevada.

Du kan læse mere om de planlagte søgsmål her.

Trump raser på Twitter

Præsident Trump har adskillige gange påstået, at der er blevet snydt med brevstemmer. Men han har indtil videre ikke fremlagt beviser for det. Trump hævder, at valget er blevet "stjålet" fra ham.

I en serie tweets mandag aften fortsatte Trump med at så tvivl om resultatet og skriver blandt andet, at Nevada er en "kloak af falske stemmer".

Langt de fleste republikanere, herunder Mitch McConnell, har afstået fra at sige præsidenten imod.

De fleste har været tavse, siden de store amerikanske medier kunne meddele, at Biden nu har valgmandsstemmer nok til at blive USA's næste præsident.

Få senatorer har lykønsket Biden

Andre republikanske senatorer har i stedet forsvaret Trump og sagt, at han bør fortsætte sin kamp for valgsejren. Det gælder blandt andre Lindsey Graham, der er tæt på præsidenten.

Kun fire af de 53 republikanske senatorer har indtil videre lykønsket Biden med valget og dermed anerkendt, at han er retmæssigt valgt som landets næste præsident.

Det er Susan Collins, Mitt Romney, Ben Sasse og Lisa Murkowski.

Collins nøjedes dog med at lykønske Biden med den "formodede sejr" og tilføjede, at Trump må få chancen for at udfordre resultaterne.