Coronavirus

Ny lovende vaccine kræver ekstrem kulde

EU bestiller 300 millioner doser af den nye corona-vaccine. Men i andre dele af verden bliver det en udfordring at bruge vaccinen.

EU-kommissionen vil onsdag formelt godkende købet af 300 millioner doser af den nye, lovende Covid-19 vaccine, der er udviklet i et samarbejde mellem medicinalgiganterne Pfizer fra USA og BioNTech fra Tyskland.

- Vi har færdiggjort forhandlingerne, og jeg vil underskrive kontrakten en af de nærmeste dage, siger EU’s Sundhedskommissær Stella Kyriakides til The Guardian.

Ifølge Ursula von der Leyen, der er præsident for EU-kommissionen, er kontrakten med de to medicinalfirmaer blot en af flere kontrakter, men samtidigt den hidtil ”mest lovende”.

- Dette er vores fjerde kontrakt med et medicinalfirma om at købe vacciner. Og der vil komme flere endnu. For vi bliver nødt til at have et bredt udbud af vacciner, baseret på forskellige teknologier. Vi er allerede i samarbejde med medlemslandene om at forberede nationale vaccinationskampagner, siger hun i en udtalelse til EU-kommissionens pressetjeneste.

Minus 70 grader

Det vakte begejstring verden over, da de to store medicinalfirmaer kunne præsentere resultater, der viser, at vaccinen er effektiv i 90 procent af tilfældene.

Men den nye vaccine har en alvorlig udfordring: Den skal opbevares ekstremt koldt ved 70 minusgrader.

WHO's regionale direktør for Afrika, Matshidiso Moeti, her på besøg på et hospital i Liberia

Og det gør det til en udfordring at få vaccinen udbredt i for eksempel Afrika, hvor temperaturerne er høje, afstandene store og det teknisk kan være svært at holde ekstreme kuldegrader, siger verdenssundhedsorganisationen WHO.

- Nyheden om en mulig, effektiv vaccine varsler betydelige udfordringer for afrikanske lande med hensyn til kold opbevaring. Det bliver en vigtig faktor i den hjælp, der skal leveres, kommenterer WHO’s regionaldirektør i Afrika Matshidiso Moeti til nyhedsbureauet Reuters.

Læger, der arbejder med at forberede de store vaccinationsprogrammer, siger, at hensynet til de ekstreme kuldegrader vil få betydning for, hvordan vaccineringen kan foregå.

Ifølge Thomas Steffen fra den schweiziske lægeforening vil det betyde, at vaccinerne bliver nødt til at blive samlet i centre og ikke kan distribueres så bredt ud, som man kan gøre med andre vacciner.

En tredjedel af EU

I EU vil vaccinerne blive fordelt mellem medlemslandene i forhold til deres indbyggertal. Der er knap 450 millioner indbyggere i EU. Hvis hver person skal have to doser, så svarer indkøbet potentielt til, hvad der skal til for at vaccinere en tredjedel af EU’s befolkning.

EU – og dermed Danmark – har allerede forhåndsaftaler på mulige vacciner fra henholdsvis AstraZeneca, Sanofi-GSK og Johnson & Johnson.

Forskellige priser

Repræsentanter for BioNTech og Pfizer oplyste i dag, at man planlægger at sælge vaccinen til forskellige priser, så den bliver billigere i fattigere dele af verden.

- Vi planlægger at prissætte vores vaccine pænt under den typiske markedspris, i erkendelse af den situation vi er i og fordi det er vores mål at sikre, at vaccinen bliver bredt tilgængelig over hele verden, sagde en af cheferne fra tyske BioNTech, Ryan Richardson i dag på en konference, arrangeret af Financial Times.

Han understregede dog samtidigt, at private investorer har bundet betydelige beløb op på udviklingen af vaccinen, og at de skal have et udbytte af deres investering.

En række af verdens største medicinalvirksomheder har sideløbende arbejdet med at udvikle en vaccine mod Covid-19. Nu ser det ud til, at det tysk-amerikanske samarbejde mellem BioNTech og Pfizer er længst fremme.

I øjeblikket forventer Pfizer at kunne producere op mod 50 millioner doser vaccine inden årets udgang og op mod 1,3 milliarder doser næste år.

USA har allerede underskrevet en af de første, store kontrakter med Pfizer på 100 millioner doser til en pris på godt 120 kroner per dosis.