USA VALG

Biden mangler vigtig underskrift, men den ansvarlige kvinde vil ikke give ham den

Normalt kommer underskriften hurtigt, efter en vinder ved et præsidentvalg er udråbt. Fokus samler sig nu om chef i Trumps administration.

Selvom der endnu er 71 dage, til Joe Biden bliver indsat som USA's næste præsident, er det allerede tid til at trække i arbejdstøjet.

For som traditionen byder, begynder en tiltrædende præsident at forberede sig på arbejdet, så snart han er blevet udråbt.

I overgangsperioden får den kommende præsident også adgang til dybt fortrolige oplysninger i regeringsapparatet, og det sker oftest i samarbejde med den afgående præsident.

Men Joe Biden må vente.

For han mangler en vigtig underskrift.

Inden Bidens hold, der skal rådgive ham i overgangsperioden, formelt kan gå i gang med arbejdet, skal der nemlig underskrives nogle officielle dokumenter, der sætter processen i gang.

Underskriften udløser blandt andet et stort millionbeløb til arbejdet, giver adgang til myndighedspersoner og computersystemer samt kontorpladser i føderale agenturer i overgangsperioden.

Det er General Services Administration (GSA), der skal underskrive dokumenterne, men myndighedens øverste chef, Emily Murphy, har indtil videre afvist at gøre det.

Hendes handling er nødt til at blive fordømt

Gerald E. Connoly, demokratisk kongresmedlem om GSA's direktør

Vil ikke erklære vinder

I en mail til flere amerikanske medier, herunder The Washington Post, oplyser en talskvinde fra GSA, at der endnu ikke er sket en konstatering af valgresultatet, og at processen derfor ikke kan sættes i gang.

- GSA og dets administrator vil fortsætte med at følge og opfylde alle krav i loven, oplyser talskvinden Pamela Pennington.

Modstanden i GSA skal ses i lyset af, at den afgående præsident, Donald Trump, endnu ikke har villet erkende sit nederlag ved præsidentvalget. Det er, selvom Joe Biden på tværs af alle større amerikanske medier er blevet udråbt som vinder af valget.

Til Wall Street Journal understreger Pamela Pennington, at GSA ikke vælger, hvem der vinder valget, men blot "konstaterer den tilsyneladende vindende kandidat, når der er en klar vinder baseret på den proces, der er beskrevet i forfatningen".

Underskrift kommer normalt hurtigt

Ved tidligere præsidentvalg har GSA skrevet under og udpeget vinderen, inden for få dage efter at medierne havde udråbt valgresultatet - og længe før, at resultatet var endegyldigt bekræftet. I 2008 blev det underskrevet inden for nogle timer, skriver Wall Street Journal.

Den eneste gang i nyere amerikansk historie, hvor GSA ikke hurtigt udpegede en vinder, var i år 2000, hvor valget mellem George W. Bush og Al Gore blev afgjort med 500 stemmers margin i Florida.

Foto fra januar 2009, hvor Barack Obamas overgangshold besøgte USA's højesteret. Joe Biden var som vicepræsident en del af holdet og ses yderst til højre.

I Joe Bidens lejr presser de på for at få overgangsprocessen sat i gang.

- USA's nationale sikkerhed og økonomiske interesser afhænger af, at den føderale regering klart og hurtigt signalerer, at regeringen vil respektere det amerikanske folks vilje, og at den tilslutter sig en glidende og fredfyldt overdragelse af magten, skriver talsmanden Cameron French i en mail til flere medier.

Udskældt chef har før været i fokus

Samtidig samler demokraternes opmærksomhed sig om GSA-chefen Emily Murphy. Hun blev udpeget af Donald Trump i 2017 og godkendt enstemmigt af Senatet.

Emily Murphy blev taget i ed som direktør i GSA 12. december 2017.

- Hendes handling er nødt til at blive fordømt. Det er adfærd, der er i overensstemmelse med hendes underkastelse af præsidentens ønsker, og det er klart skadeligt for, at magtoverdragelsen kan ske på en ordnet måde, siger kongresmedlemmet Gerald E. Connolly til Washington Post.

I sin tid på posten har Murphy tidligere været involveret i to sager med personlige interesser for præsidenten.

I den ene sag afgjorde GSA, at det ikke er i strid med føderal lovgivning, at Trump fik opført et hotel med sit navn i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., få hundrede meter fra Det Hvide Hus.

Den anden sag handler om, hvorvidt Trump havde indflydelse på en beslutning, der bremsede flytningen af FBI's hovedkvarter. Ifølge demokraterne havde Trump personlig interesse i sagen, da en nedrivning af den gamle FBI-bygning ville åbne for nye hotelbyggerier, der var en konkurrence for Trumps hotel.

I en høring i Kongressen afviste Murphy, at Trump havde spillet en rolle, men en rapport fastslog senere, at hun havde svaret misvisende ved at give indtryk af, at hun slet ikke havde diskuteret sagen med folk i Det Hvide Hus.