USA VALG

Trump fyrer sin forsvarsminister

Som en af sine første præsidentielle handlinger, siden han tabte valget har Donald Trump fyret en minister.

Donald Trump har fyret den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper.

Det oplyser præsidenten på Twitter.

Trump giver ikke nogen begrundelse for fyringen. Han skriver blot, at han er glad for at udpege Christopher C. Miller som fungerende forsvarsminister.

- Chris vil gøre et GODT stykke arbejde! Mark Esper er blevet opsagt. Jeg takker ham for hans indsats, skriver Donald Trump

Den nye forsvarsminister er hentet i Forsvarsministeriet, hvor han hidtil har været chef for Det Nationale Center for Antiterror.

En ventet fyring

Fyringen af Mark Esper, som indtil videre kun er meldt ud på Twitter, er en af Donald Trumps første handlinger som præsident, siden det lørdag stod klart, at vælgerne havde fravalgt ham.

Derudover har han primært - så vidt offentligheden har kendskab til - brugt sin tid på golfbanen og på at sprede påstande om valgfusk, som han ikke kan dokumentere.

Selvom offentliggørelsen kom ud af det blå, kommer fyringen af Mark Esper ikke som en stor overraskelse.

På kollisionskurs længe

Præsidenten har været på kollisionskurs med forsvarsministeren siden først på sommeren, og allerede på valgaftenen spekulerede amerikanske medier i, at Mark Esper havde forberedt sin afskedsbegæring.

Andre forlydender gik på, at Mark Esper ville blive fyret efter valget, hvilket nu har vist sig at være korrekt.

- Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at det tog så længe, konstaterer CNN's korrespondent i Det Hvide Hus, Kaitlan Collins, på amerikansk tv.

Dråben, der fik Trumps bæger til at flyde over, var ifølge flere medier, da Mark Esper i juli offentligt afviste at sætte militæret ind i gaderne mod de uroligheder, der startede som protester mod politibrutalitet og strukturel racisme. Det havde Trump ellers truet med at gøre få dage tidligere.

Brugte øgenavn

På et pressemøde i august sagde Donald Trump, at han kom "fint ud af det" med Mark Esper, men brugte samtidig øgenavnet 'Yes-per', som den afgående forsvarsminister selv hader ifølge et interview med Military Times.

'Yes-per' er et navn, Mark Espers kritikere har givet ham, fordi de mener han er en medløber, en Yes-man.

På pressemødet blev Donald Trump spurgt, om han overvejede at fyre forsvarsministeren, og det ville han i bedste Donald Trump-stil ikke afvise.

- Jeg overvejer at fyre alle og enhver, sagde han.

Den første sagde op

Inden han blev præsident blev han berømt for replikken "Du er fyret" i realityshowet 'The apprentice.

Og det er også en sætning, han har sagt til mange af sine topfolk, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus. Ifølge Donald Trump selv er Mark Esper den anden forsvarsminister, han fyrer.

I virkeligheden sagde den første, James Mattis, selv op i slutningen af 2019. Men efter at han i sit opsigelsesbrev luftede bekymringer over Trumps lederskab, ændrede præsidenten forklaring og hævdede, at han havde fyret James Mattis.

Hvis Donald Trump skulle ønske at fyre flere flok i regeringen, og det er der stærke forlydender om, at han vil, har han indtil 20. januar 2021 til at gøre det. Til den tid overtager Joe Biden præsidentembedet.