Putin var hurtig til at lykønske Trump - men Biden mødes med tavshed
Den nyvalgte præsident i USA, Joe Biden, har modtaget lykønskninger fra flere verdensledere - men ikke fra Kreml.
Joe Biden har vundet valget og lykønskningerne er væltet ind i en lind strøm. Merkel, Johnson, Trudeau, Macron og vores egen Frederiksen har alle gratuleret USA's kommende præsident. Selv fremtrædende republikanere har ønsket Biden tillykke med valgsejren.
Men i Rusland er tavsheden nærmest larmende. Ikke et ord fra Vladimir Putin.
Men det er der en naturlig forklaring på, siger Putins talsmand Dmitrij Peskov. Det er nemlig ifølge ham helt normal kutyme at afvente det endelige valgresultat.
Donald Trump mener ikke selv, at han har tabt valget - endnu i hvert fald. Han slynger om sig med anklager om valgfusk og hans juridiske stab har sat gang i en lang række søgsmål. Og derfor venter Kreml altså med sin reaktion.
Kigger man tilbage til 2016, så var reaktionen imidlertid anderledes hurtig. Da Donald Trump slog Hillary Clinton og blev USA's 45. præsident, gik der således ikke lang tid, før Putin var ude med lykønskningerne.
Men situationen er en helt andet denne gang, lyder det fra Peskov.
- Der ligger nogle juridiske procedurer forude, som den siddende præsident har annonceret. Det er præcis det, som adskiller sig denne gang, siger han til den russiske avis gazeta.ru.
Peskov understreger samtidig, at Putin tidligere har sagt, at han er villig til at arbejde sammen med enhver amerikansk præsident. Sandheden er dog, at udsigten til en demokratisk præsident i Det Hvide Hus skræmmer mange hos magteliten i Rusland.
Også selvom Trump ikke har levet op til deres forventning om, at forholdet mellem de to lande blev bedre. Faktisk har det ikke været værre siden Den Kolde Krig.
Amerikanske sanktioner er haglet ned over Rusland under Trumps embedsperiode. En stor del af forklaringen på det historisk dårlige forhold skyldes blandt andet, at russiske hackere blandede sig i præsidentvalget i 2016.
Her blev det bevist, at man forsøgte at fremstille Trump mere positiv end hans modkandidat Hillary Clinton. En anklage, som russerne gang på gang har afvist. Det samme har i øvrigt Trump selv.
Men sanktionerne mod Rusland kom i stand, efter et flertal i Senatet stemte for.
Trump er at foretrække
Men uanset, hvordan man vender og drejer det, så er Trump stadig den bedste af to onder set med russiske briller.
Biden har nemlig aldrig lagt skjul på, at Putin ikke just er hans kop te. I 2011, da Biden var Barack Obamas vicepræsident, holdt han et møde med russiske oppositionspolitikere i Moskva. Her sagde han blandt andet, at Putin ikke burde stille op som præsident. Det skrev flere medier om heriblandt The Moscow Times.
Biden har sågar kaldt Putin for en KGB-slyngel og udtalt, at Rusland udgør den største sikkerhedsmæssige trussel mod USA. Det sagde han i et interview med CBS News. Alt sammen noget, man ikke glemmer i Kreml.
I debatprogrammet ’60 Minutter’ på russisk stats-tv er Biden også blevet beskrevet som ”det værste scenarie for Rusland”.
- Intet bliver det samme. Hvad er det, vi er vidner til lige nu? Hvad har verden i vente? Ikke bare vores land, men resten af verden, spurgte en af værterne, Evgenij Popov sit panel af eksperter, der diskuterede det amerikanske valg og udsigten til en ny amerikansk administration under Joe Biden.
Udover Rusland lader blandt andre Kina også vente på sig med at lykønske Joe Biden med sejren. Det skriver CNN.