USA VALG

Joe Biden har taget fat på arbejdet: - Jeg bønfalder jer, bær mundbind

Den tiltrædende præsident i USA vil som det første have kontrol med coronapandemien.

To døgn inde i sin nye rolle som tiltrædende præsident gik Joe Biden mandag på talerstolen og holdt sit første pressemøde siden sejrstalen lørdag aften.

Han og tiltrædende vicepræsident Kamala Harris er klar til at gå i gang med arbejdet, og det begynder i dag, lød det.

Første opgave, som Joe Biden har sagt flere gange i løbet af valgkampen, bliver at gøre alt, der er muligt, for at få kontrol med coronapandemien

- Lige nu er udfordringen stadig overvældende og voksende, sagde han.

Mandag var der gode nyheder, da den amerikanske lægemiddelproducent Pfizer meldte ud, at dens kommende vaccine mod coronavirus har vist sig forbløffende effektiv.

Det adresserede Joe Biden tidligere mandag i en pressemeddelelse.

Bønfalder amerikanere

Men på pressemødet understregede Joe Biden også, at selv hvis vaccinen bliver godkendt, vil der gå måneder, før den kan nå bredt ud til den amerikanske befolkning.

Derfor var en af Joe Bidens første gerninger som nyvalgt præsident at sende en indtrængende bøn til alle amerikanere om at bære mundbind.

- Vi kan redde tusindvis af liv, hvis alle vil bære et mundbind. Ikke demokratiske liv, ikke republikanske liv, men amerikanske liv, sagde han.

- Måske redder det den person, der fylder varer på hylderne i din lokale dagligvarebutik. Måske redder det et medlem af din kirke. Måske redder det en af dine børns lærere. Måske redder det dit liv. Så jeg bønfalder jer, bær et mundbind.

Samme dag rundede USA ti millioner tilfælde af coronavirus, siden virussen brød ud. Mange er raskmeldte igen, men over hele landet stiger antallet af nye smittede eksplosivt, viser tal fra Johns Hopkins University.

Det sker, imens amerikanere i tusindtal over weekenden forsamlede sig i gaderne for at fejre Joe Bidens valgsejr.

Trump bestemmer endnu

Festen brød ud lørdag omkring klokken 17.30 dansk tid, da alle store medier havde udråbt Joe Biden som nyvalgt præsident.

Han tiltræder først i embedet 20. januar 2021.

Indtil da er det stadig Donald Trump, der træffer beslutningerne i Det Hvide Hus. Ham har verden endnu ikke hørt fra, siden han tabte valget, bortset fra nogle opdateringer på sociale medier, hvor han spredt udokumenterede påstande om valgfusk og fyret sin forsvarsminister.

Selvom Joe Biden endnu "kun" er tiltrædende præsident, samlede han mandag morgen et hold af eksperter, der i overgangsperioden skal rådgive ham i arbejdet med at lave en plan for bekæmpelse af coronakrisen. En plan, som Biden siger skal "bygges på et fundament af videnskab" og fuld åbenhed.