USA VALG

- Jeg er måske den første, men jeg bliver ikke den sidste, siger Harris i "imponerende" tale

Kamala Harris hyldede sin mor og de generationer af kvinder, der har banet vejen for, at hun nu står, hvor hun gør.

Hun har stået pænt i baggrunden og ladet Joe Biden føre ordet de seneste mange aftener.

Men natten til søndag gik hun alene på scenen til lyden af Mary J. Blige-sangen 'Work That' og tog ordet for første gang siden præsidentvalget tirsdag.

- Godaften. Godaften. Godaften. Godaften, sagde hun storsmilende, mens hun blev hyldet af publikum foran scenen.

Hun gik ikke bare på scenen som nyvalgt vicepræsident for første gang. Hun gik på scenen som den første kvinde i historien, der er valgt til vicepræsident i USA.

Selvom jeg måske er den første kvinde i dette embede, bliver jeg ikke den sidste

Kamala Harris, tiltrædende vicepræsident

Det lod hun tydeligt komme til udtryk i sin cirka 11 minutter lange tale i Wilmington, Delaware, hvor hun og Joe Biden har holdt til siden valgdagen.

Den første, men ikke den sidste

Hun havde fået til opgave at introducere Joe Biden, som cirka ni timer tidligere var blevet udråbt til vinderen af det amerikanske præsidentvalg 2020.

Og ham roste hun for at have ”vovemodet” til at bryde ”en af landets mest betydelige barrierer” og vælge en kvinde som vicepræsident.

- Men selvom jeg måske er den første kvinde i dette embede, bliver jeg ikke den sidste, sagde hun med et bredt smil og en løftet pegefinger.

- For hver eneste lille pige, der kigger med i aften, ser, at dette er et land fyldt med muligheder, fortsatte hun efter en kort kunstpause.

Den 56-årige californier og bonusmor til to er datter af immigranter. Hun bliver således også USA’s første sorte vicepræsident og første vicepræsident af sydasiatisk afstamning.

Hendes far kom fra Jamaica. Hendes mor, Shyamala Gopalan Harris, kom fra Indien.

- Da hun kom hertil fra Indien som 19-årig, havde hun måske ikke ligefrem forestillet sig dette øjeblik, lød det fra Kamala Harris, der under talen fik tårerne frem i flere blandt publikum.

En hyldest til generationer af kvinder

Talen var en introduktion for en 77-årig, hvid mand fra Pennsylvania.

Men det var også en hyldest til hendes egen mor og alle de generationer af kvinder af alle farver og afstamninger, der ifølge Kamala Harris banede vejen for det øjeblik, hun selv stod i natten til søndag.

- Kvinder, som kæmpede og ofrede så meget for ligestilling og frihed og retfærdighed for alle. Inklusive de sorte kvinder, som for ofte bliver overset, men som ofte beviser, at de er rygraden i vores demokrati, sagde hun.

For Kamala Harris venter der nu cirka 70 dage som tiltrædende vicepræsident.

Men arbejdet begynder nu, understregede hun.

For hendes tale handlede også om alle de ting, som hun og Joe Biden straks vil i gang med at finde løsninger på. Coronapandemien. Genopbygningen af økonomien. At rydde ud i strukturel racisme. Og så videre.

20. januar 2021 får Kamala Harris officielt titel som vicepræsident.