USA VALG

Advokat har "stærk mistanke" om, at Trump nu vil benåde sig selv

USA's præsident hedder Donald Trump helt frem til 20. januar. Hans modstandere frygter beskidte tricks. For eksempel præsidentens egen benådning.

Der findes et tankeeksperiment, hvor Joe Biden ikke bliver USA's 46. præsident, selvom han bliver indsat efter planen 20. januar.

I stedet bliver han landets 47. præsident efter en ultrakort periode med USA's nuværende vicepræsident, Mike Pence, i spidsen for nationen.

Opgaven for Mike Pence?

Han vil lade Mike Pence overtage, og så lade Mike Pence benåde ham

Michael Cohen, tidligere advokat for Donald Trump

At varetage indsættelsesceremonien 20. januar, så Donald Trump slet ikke behøver at deltage.

Og så selvfølgelig at benåde Donald Trump for enhver føderal lovovertrædelse - kendt som ukendt - han måtte have begået i sin tid som USA's præsident.

Det er som nævnt kun et tankeeksperiment, men én af dem, der tror det kan blive virkelighed, er Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen.

- Jeg mistænker, at han vil gå af som præsident, sagde Michael Cohen til den amerikanske tv-station MSNBC i september.

- Han vil lade Mike Pence overtage, og så lade Mike Pence benåde ham, fortsatte Michael Cohen.

'En Nixon'

Modellen for den manøvre er USA's tidligere præsident Richard Nixon, der i 1974 blev benådet af sin efterfølger, Gerald Ford.

Forsiden af The New York Times efter præsident Fords kontroversielle beslutning om at benåde Richard Nixon.

Richard Nixon gik af efter Watergate-skandalen, men han blev aldrig retsforfulgt, fordi Gerald Ford gav sin efterfølger en "fuldstændig og betingelsesløs benådning for alle kriminelle handlinger, han måtte have begået mod USA i sin tid som præsident".

Det er artikel to i USA's forfatning, der giver præsidenten magt til at benåde lovovertrædere.

- Han skal have magt til at give henstand og benådninger for lovovertrædelser mod De Forenede Stater, står der i forfatningen.

Den magt har Trump mulighed for at bruge helt frem til 20. januar, hvor Joe Biden indsættes, for selvom han har tabt valget, er Trump stadig præsident.

Ret til hvad som helst

Og præsidentens egen fortolkning af forfatningens artikel to lader til at være ret klar.

- Så har jeg artikel to, hvor jeg har ret til at gøre, lige hvad jeg har lyst til som præsident, sagde han for eksempel i sommeren 2019.

Tilbage i 2018 skrev Donald Trump desuden på Twitter, at han "helt afgjort" har magt til at benåde sig selv.

Sådan et træk, hvor Donald Trump benåder sig selv helt uden at overdrage magten til Mike Pence, kan komme i spil, hvis Mike Pence for eksempel ikke ønsker at blive midlertidig præsident, fordi han selv har ambitioner om at blive valgt som præsident en dag.

Om Donald Trump rent faktisk kan benåde sig selv, er også svært at svare på.

"Et åbent spørgsmål"

USA har aldrig oplevet, at en præsident har gjort det, og spørgsmålet kan meget vel ende i landets højesteret, hvor Trump selv har udnævnt tre af de ni dommere, og der er et konservativt flertal på seks mod tre.

Under den seneste udnævnelse af højesteretsdommer Amy Coney Barrett blev hun spurgt om sin holdning til, hvis præsidenten benådede sig selv. Hun svarede, at det var et "åbent spørgsmål".

Donald Trump og Amy Coney Barrett.

Amerikanske jurister og politikere har været uenige om spørgsmålet i mange år.

Inden præsident Nixon selv valgte at trække sig tilbage på grund af Watergate-skandalen, undersøgte USA's justitsministerium for eksempel, om det var en mulighed, at han benådede sig selv.

Den fremherskende holdning er, at præsidenten godt kan benåde sig selv

Bob Goodlatte, republikansk politiker, 1998

Dengang skrev ministeriets juridiske rådgiver Mary C. Lawton, at det "så ud, som om" Nixon ikke kunne benåde sig selv "efter en grundlæggende regel om, at ingen må være dommer i sin egen sag".

Men i 1998 under rigsretssagen mod den daværende præsident Bill Clinton, kom retsudvalget i Repræsentanternes Hus med en anden udlægning.

- Den fremherskende holdning er, at præsidenten godt kan benåde sig selv, sagde et af udvalgsmedlemmerne, Bob Goodlatte, dengang.

Godt nyt for vennerne

Magten til at benåde personer for kendte og ukendte forbrydelser kan også bruges på Donald Trumps familie, samt de af hans venner og samarbejdspartnere, der allerede enten er fængslet eller risikerer af blive det, når Joe Biden og hans regering får kontrol over statsapparatet.

Han har for eksempel allerede benådet sin personlige ven Roger Stone, der var i færd med at afsone en straf for at lyve for USA's kongres i forbindelse med den såkaldte Ruslands-undersøgelse.

Roger Stone.

Undersøgelsen kom ikke frem til en konklusion, der direkte kunne vælte Trump, men den indeholder materiale, der kan bruges mod ham, når han ikke længere er præsident.

En af de advokater, der var med til at efterforske Donald Trump, hedder Andrew Weissmann.

Han forudså inden valget, at vi nu kommer til at se en lang række benådninger.

- Jeg har en stærk mistanke om, at præsidenten vil benåde mange flere folk med forbindelse til Trump-organisationen, hans egen familie, folk, der arbejder der, og endda ham selv, hvis han ikke vinder genvalg, sagde Andrew Weissmann til radiostationen NPR i oktober 2020.

De kontroversielle benådninger

Hvis Donald Trump giver sig til at benåde venner og forretningsforbindelser, vil han langt fra være den første mand på posten, der benytter sig af muligheden for det.

For eksempel benådede Bill Clinton forretningsmanden Mark Rich på sin sidste dag som præsident. Mark Rich var eftersøgt for skattesvindel, men blev benådet, efter at hans hustru donerede store pengesummer til Clintons demokratiske parti.

Og i sine sidste dage som præsident i 1992 benådede George H. W. Bush seks højtstående embedsmænd i forgængeren Ronald Reagans regering, der havde været dybt involveret i den såkaldte Iran-Contra-affære om ulovligt salg af våben til Iran.

Forsideartikel på The New York Times efter den kontroversielle benådning i 1992. Blandt de benådede var USA's tidligere forsvarsminister.

Retten til at benåde er også blevet brugt til at forkorte straffe for mere almindelige forbrydere - for eksempel benådede Barack Obama 1927 personer i slutningen af sin anden præsidentperiode. De fleste af dem var dømt for narkokriminalitet.

Om Donald Trump vil bruge den sidste tid af sin præsidentperiode til at benåde folk, der er dømt for mere almindelige forbrydelser, har vi endnu til gode at se.

Præsidenten har dog tidligere sagt, at han vil se på mulighed for benådning i sagerne om whistlebloweren Edward Snowden og tv-stjernen Martha Stewart.

Martha Stewart ved Oscar-festen i 2020. Hun får måske renset sin straffeattest af Donald Trump.

Det hører dog med til historien, at rækkevidden af præsidentens mandat til at benåde folk ikke er uendeligt.

Mandatet er kun føderalt og gælder dermed ikke på delstatsniveau, så de to efterforskninger af Trumps forretninger, der på nuværende tidspunkt finder sted i New York, kan stadig hjemsøge ham og hans virksomheder efter valget.

Hvad med bevismaterialet?

Det er heller ikke sikkert, at Donald Trump ønsker at gøre det nemt for dem, der måtte få til opgave at efterforske ham efter indsættelsen af Joe Biden.

Kan i forestille jer, at jeg taber? Så kommer jeg ikke til at have det så godt

Donald Trump, USA's præsident

Da en gruppe juraprofessorer og tidligere politikere i sommer gennemførte en række rollespil i et forsøg på at forudsige Donald Trumps reaktioner efter valget, kom flere af deltagerne frem til, at han formentlig vil slette, makulere eller brænde belastende dokumenter i sine sidste dage i Det Hvide Hus.

Faktisk beskytter de to love Presidential Records Act og Federal Records Act en stor del af de dokumenter og referater, der er blevet til under Donald Trumps præsidentperiode, men hvem der skal håndhæve reglerne frem til indsættelsen af Joe Biden, er endnu et åbent spørgsmål.

Donald Trump med dokumenter vedrørende coronapandemien. Flere af hans medarbejdere fortæller, at han ofte river dokumenter itu.

Allerede nu mener flere organisationer, der kæmper for bedre offentlighed i forvaltningen i USA, at der er et problem.

- Vi er foruroligede og dybt bekymrede over Trump-regeringens manglende evne til at leve op til sit lovfæstede ansvar angående at oprette og bevare referater. Præsident Trump river angiveligt sine papirer i stykker og skjuler dokumenter, der beskriver møder med fremmede ledere, skrev en koalition af 12 grupper for offentlighed i forvaltningen for nylig til USA's nationale arkivar, David Ferriero.

Præsidenten selv har ikke sagt ret meget om sine planer efter et eventuelt valgnederlag til Joe Biden.

Ved et af sine vælgermøder i slutningen af oktober, luftede han muligheden for, at fremtiden måske slet ikke ligger i USA.

- Kan I forestille jer, at jeg taber? Så kommer jeg ikke til at have det så godt, måske er jeg nødt til at forlade landet, jeg ved det ikke, lød det fra præsidenten.