USA VALG

Trump vil ikke erkende nederlaget - starter ny indsamling til retsopgør

Joe Biden er nu valgt som USA's næste præsident, men Trump nægter at acceptere det og kalder det 'falskt'.

Efter at Joe Biden lørdag aften er erklæret USA's næste præsident, reagerer Trump og hans kampagne nu på Twitter.

- Vi ved alle, hvorfor Joe Biden skynder sig falskt at udråbe sig som vinder, og hvorfor hans medieallierede prøver så hårdt at hjælpe ham: De vil ikke have sandheden frem, skriver han.

Men Joe Biden er lørdag aften dansk tid udråbt som vinder af præsidentvalget af alle store, amerikanske medier.

Medierne vurderer, at den 77-årige demokrat efter flere dages stemmeoptælling har sejret i delstaten Pennsylvania. Dermed er han over de 270 valgmænd, det kræver for at vinde valget.

Præsidenten vil sagsøge

Donald Trump lover i sin officielle meddelelse, at hans kampagne fra på mandag vil prøve deres sag i retten.

- Det amerikanske folk har ret til et retfærdigt valg, skriver præsidenten.

Siden valgdagen tirsdag har præsident Trump flere gange udtalt, dog uden at fremlægge beviser, at demokraterne prøver at "stjæle valget" fra ham.

- Det er chokerende, at Biden-kampagnen nægter at overholde basale principper.

Alt tyder dog på, at alle retningslinjer er overholdt, og at valgsvindel ikke er foregået. Sådan lød det tidligere lørdag fra officielle valgmyndigheder ifølge CNN.

- Så hvad skjuler Biden? Jeg hviler ikke, før det amerikanske folk har fået det ærlige valg, de og demokratiet fortjener, slutter Donald Trump sin meddelelse.

Trump samler donationer til "Task force"

På trods af manglen på beviser, er præsidenten allerede lørdag aften begyndt at samle donationer for at bekæmpe den påståede valgfusk.

I mails sendt ud til sine vælgere beder Trump om donationer til en "Election Defense Task Force," bestående af hans "stærkeste tilhængere."

- Venstrefløjen har bevist, at de vil gøre alt for at tage magten fra det amerikanske folk. Når de kommer efter mig, vil de virkelig også komme efter dig og alt, du står for, står der blandt andet i mailen.

Hvad task forcens arbejde præcis skal bestå af, fremgår ikke af mailen.

I denne mail, sendt ud fra Trump kampagne, opfordres hans støtter til at donere penge til en Task Force til valg-forsvar.

Biden har sat stemmerekord

Over hele USA er tusindvis af amerikanere nu gået på gaden for at vise deres glæde ved, at det nu er den 77-årige Joe Biden, der bliver landets 46. præsident.

Biden har med sine knap 75 millioner stemmer sat stemmerekord i USA, og nu starter arbejdet med at forsøge at samle amerikanerne efter næsten et års valgkamp og flere dages reel valgdrama.

Kort efter at Biden blev udråbt som landets nye præsident, takkede han på sin Twitter hele USA for at have valgt ham som præsident - både dem, der har stemt på ham, og dem, der ikke har.

Samtidig lovede han, at han nu vil smøge ærmerne op for at være hele landets præsident.

Sent lørdag aften skriver Donald Trump dog i et tweet, at han er den siddende præsident, der har fået flest lovlige stemmer.

- Jeg vandt valget, fik 71.000 lovlige stemmer. Slemme ting skete, som vores observatører ikke fik lov til at se. Er aldrig sket før, skriver han blandt andet.