USA VALG

Trump fik taget billeder med brud, kort efter at Biden var udnævnt til præsident

Trump havde ikke mange kommentarer til pressen lørdag eftermiddag. En brud fik dog et historisk billede med præsidenten.

Mens Donald Trump tog et slag golf lørdag formiddag, fandt USA en ny præsident.

Efter flere dages intens stemmeoptælling kunne alle store amerikanske medier udråbe Joe Biden som sejrherre ved præsidentvalget.

Det var derfor ikke overraskende, at de mange fremmødte journalister ved Trump National Golf Club i delstaten Virginia ihærdigt prøvede at få en kommentar fra præsidenten, da han havde gået sine 18 huller.

Det lykkedes ikke ved resortet.

Historisk bryllupsbillede

I stedet standsede præsidenten op for at tage billeder med en brud, som var i færd med at afholde sin bryllupsreception på Trumps golfklub.

Med en hvid kasket trukket ned i panden gav præsidenten en tommel op på billedet sammen med bruden, men var ellers ret afdæmpet.

Han lykønskede parret med vielsen, mens tilskuerne jublede.

- Hav et skønt liv, ikke? Så ung og smuk, siger Trump, mens han gestikulerer til bruden.

Videoen er blevet delt på Twitter af PR-medarbejderen Brian Bartlett.

"Slut med Trump"

Donald Trump blev mødt af Biden-tilhængere med skilte foran golfresortet. Her var der ikke megen jublen, men snarere masser af buhen og nedladende tilråb om, at præsidenten var en taber.

Præsidenten blev mødt af Biden-tilhængere, som vendte tomlen ned, da kan kørte forbi i sin kortege.

På skiltene stod der blandt andet "Slut med Trump", og flere vendte også tomlen ned, da præsidenten kørte forbi dem på turen hjem fra golfklubben.

På turen tilbage til det Hvide Hus blev præsidenten også mødt af glade Biden-tilhængere, som dansede på fortovet.

En fotograf fangede præsidenten i sin kortege kigge ud på den jublende menneskemængde.

Her ankommer Donald Trump i Det Hvide Hus efter en dag på golfbanen.
Med sin mobil i hånden gik præsidenten ind i Det Hvide Hus. Han har indtil videre ikke talt med pressen.

Donald Trump har indtil videre ikke ønsket at udtale sig til pressen, der følger ham med rundt til hans aktiviteter.

Heller ikke da han kommer tilbage til Det Hvide Hus har han nogen kommentarer. Kortegen af biler sikrede, at præsidenten kunne smutte ind af en sideindgang.

Valget er ikke ovre, mener Trump

En time før de amerikanske medier udråbte Joe Biden til præsident, skrev Donald Trump dog i versaler på Twitter, at han havde vundet valget stort.

Kort efter udnævnelsen af den tiltrædende præsident Biden kom Trumps kampagne også med en udtalelse fra præsidenten.

Det fremgår af meddelelsen, at valget ifølge Donald Trump "langt fra" er ovre.

- Det er de gyldigt afgivne stemmer, som beslutter, hvem der er præsident, ikke nyhedsmedierne.

Donald Trump lover i sin officielle meddelelse, at hans kampagne fra på mandag vil prøve deres sag ved domstolene landet over.