USA VALG

PORTRÆT: Kamala Harris har været nummer ét hele sit liv - nu bliver hun den vigtigste nummer to

Kamala Harris er den første kvinde, der er valgt som vicepræsident i USA.

Det er ikke altid nemt at være den første, men den 56-årige senator fra Californien Kamala Harris har efterhånden udviklet en speciel evne til at være netop det - nummer ét.

Hun var sine forældres førstefødte.

Hun var den første amerikaner med indisk baggrund til at blive valgt til Senatet.

Og nu er hun den første kvinde, den første afroamerikaner og den første med indisk baggrund til at blive vicepræsident i USA.

Dermed kan hun også blive den første kvinde til at overtage præsidentposten i USA, hvis der skulle ske nyvalgte Joe Biden noget.

Folk skal se, hvad de kan opnå

Kamala Harris' fornemmelse for at være først, er noget, der bliver lagt mærke til.

I et interview med det amerikanske tv-program '60 Minutes' i slutningen af oktober blev hun for eksempel spurgt, hvilken indflydelse det ville få, hvis hun som den første sorte kvinde blev vicepræsident:

- Det her hjælper folk med at forstå, hvad du kan opnå, sagde hun.

Når folk sætter spørgsmålstegn ved hendes evner, er hun klar til at vise dem, at de tager fejl.

- Den eneste måde, du kan overkomme dem på, er ved at vinde, sagde hun i 2019 i et interview med AP.

Stod først på Bidens blok

Inden Kamala Harris blev udnævnt som Joe Bidens vicepræsidentkandidat, dukkede hendes navn op på Bidens notesblok.

Hendes navn stod øverst - eller først, om man vil.

Det var langt fra overraskende.

Faktisk var hun måske det mindst overraskende valg som vicepræsidentkandidat, lød det fra flere sider.

Kamala Harris havde og har nemlig alt det, som Joe Biden havde brug for under valgkampen.

Hun blev beskrevet som det sikre kort, loyal over for Biden, en god debattør, erfaren og med en minoritetsbaggrund.

I august - to uger efter at Kamala Harris var dukket op på Bidens blok - blev hun udnævnt som hans kandidat til vicepræsidentposten.

Angreb Biden i første debat

Inden Kamala Harris blev vicepræsidentkandidat, var hun selv med i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat.

Hun var ikke bare med i kampen - hun blev regnet som en af storfavoritterne.

Stemningen omkring Harris blev ikke mindre euforisk, da hun førte an i et markant angreb på Joe Biden i valgkampens første tv-debat for et år siden.

Som debattens eneste sorte kandidat gik Harris til Biden i en personlig tale, hvor hun fortalte, at Bidens ord om to senatorer, der var tilhængere af raceadskillelse, havde såret hende.

Angrebet på Biden var også opsigtsvækkende, da Kamala Harris brugte sin minoritetsbaggrund.

Hun er datter af en indisk mor og en jamaicansk far, der blev skilt, da hun var syv år. Begge forældre er højtuddannede, og Kamala Harris er selv uddannet advokat fra blandt andet Howard University.

- Elendig til at føre valgkamp

Men hendes præsidentkampagne tabte hurtigt momentum. Den bar præg af flere fejl, og mange af dem lavede hun selv.

Betød en offentlig sygesikring for eksempel et forbud mod private sygesikringer? Flere gange vaklede Kamala Harris i sine budskaber og sin politiske linje.

I december 2019 trak hun sig fra kampen om at blive USA's næste præsident - længe før, at primærvalgene rent faktisk gik i gang.

Hun blev beviset på, at en kandidat, der er god på papiret, ikke altid er god, når det for alvor gælder.

TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, gik så langt, at han direkte sagde, at hun var "elendig til at føre valgkamp". Det samme mener USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Vil ikke være den sidste

Selvom Kamala Harris viste store mangler ud i at føre valgkamp i 2019, har hun tidligere gjort det med succes.

I 2003 vandt hun sit første valg, da hun blev ny distriktsanklager i San Francisco, og samtidig blev hun både den første kvinde og den første sorte person til at besidde posten.

Da hun i 2010 blev valgt som delstaten Californiens næste statsanklager, var det igen som både første kvinde og første sorte. Og i 2016 blev hun den første med indisk baggrund til at blive valgt til Senatet.

Med sin indiske mor er hun nu også den første med asiatisk baggrund til at blive valgt til en af de to mest magtfulde poster i USA (præsident og vicepræsident, red.).

Betydningen af valget og sin egen rolle er Kamala Harris meget bevidst om, hvilket også hendes motto vidner om. Et motto, hun har taget fra sin egen mor:

- Det kan godt være, at du er den første, men sørg for, at du ikke er den sidste.

I første omgang må Kamala Harris dog nøjes med at være nummer to efter præsident Joe Biden, når de to bliver sværget i ed 20. januar 2021.